AndersSandøeØrsted

2 9 9

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

til hele den anden Halvdel; efter Loven var saa det mildere Resul­ tat afgørende. Ydermere skulde en Del af Assessorerne være af en saa ringe Kvalitet, at Højesteret var stærkt trængende til en For­ nyelse, som da ogsaa straks efter blev gennemført. Den første Del af denne Opfattelse kan man se gentaget i nyere historiske Frem­ stillinger, og den blev — men ikke i god Tro — startet meget ener­ gisk i de ledende Blade „Fædrelandet“ (Ploug—Giødwad) og „Dag­ bladet“ (C. St. A. B ille). Senere kom den desværre frem hos H. N. Clausen7), der selv havde siddet i Rigsretten, men hvis Op­ fattelse eller Hukommelse maa have svigtet. Den dementeredes i Ørsteds „Belysning“ (se nedenfor) og hos L. Koch S. 254 samt af H eise8). Det rigtige Forhold var, at samtlige Dommere (med Und­ tagelse af en af Landstingets, der kun vilde frifinde Scheel) var enige om at frifinde Ørsted, Tillisch, Bluhme og Scheel, fordi de ikke havde kontrasigneret. Landstingets Dommere vilde hertil have føjet: og fordi det under Mangel af en Ministeransvarlighedslov ikke kunde fastlaas, at de burde have søgt at modvirke Beslutnin­ gerne. For Sponneck, Hansens og Billes Vedkommende er det der­ imod rigtigt, at Rettens to Halvdele delte sig i den judicielle, hvis Votum kom til at bære Dommen, og den parlamentariske, der vilde idømme Mulkt og Erstatning for forsømt Henvendelse til Rigs­ dagen angaaende de forudsete Udgifter, hvis Hensigtsmæssighed og Nødvendighed kun Rigsdagen ansaas kompetent til at bedømme. I Rettens Sammensætning var der ved P. D. Bruuns Indvalg frem­ kommet den Ejendommelighed, at der ogsaa befandt sig en Højeste­ retsassessor blandt Landstingets delegerede. Naar denne Mand, der var anerkendt som Jurist og iøvrigt udmærkede sig ved Besindig­ hed og Tilbageholdenhed, ikke fulgte sine Højesteretskolleger, tog man det naturligvis som et sikkert Tegn paa, at disses Vægring ved at domfælde manglede juridisk Begrundelse, og at det, som „Fædre­ landet“ udtrykte sig, kun drejede sig om „et ørstedsk Kammeratskab . Den Sætning, at kun Rigsdagen kunde bedømme Udgifternes For­ svarlighed, vil dog næppe nogen nu underskrive, og om der var gode Grunde nok til ikke at spørge Rigsdagen, var et Skønsspørgs- maal. Bruuns Optegnelser om Voteringen, der indeholder al for­ nøden Oplysning, findes meddelt hos Heise, anf. Sted. Desuden foreligger jo Rigsrettens Protokol. Oppositionen og dens Presse havde ikke afventet Højesterets Med