292665628

Tanker ved et 75 års jubilæum

ud til os af 40 års erfaring fra missionsmarken i Indien. Skulle jeg ellers nævne navne på dem, vi kom i nær forbindelse med og kom til at holde af i kirke og menighed, vil det føre alt for vidt. Derfor lader jeg være. Men jeg beder Dem være forvisset om, at vi har Dem alle i tak­ nemmelig erindring. Dog er der to, der kom til at betyde så meget for os, at jeg ikke kan lade være at drage dem frem her ved jubilæet, også fordi de hver især vil få en stor plads i Sions Kirkes historie. Den ene er den altfor tidligt afdøde formand for menighedsrådet, kontrollør Gudmund Od- gaard. Han var en ualmindelig dygtig og ener­ gisk mand, med en arbejdskraft, der simpelthen var legendarisk. Den anvendte han i høj grad i Sions sogn. Når kirken i dag er så smuk, som den er, når der er en dejlig børnehave, som også vore børn med glæde tænker tilbage på, er det ikke mindst hans værk. Tilmed var han et af de mest festlige mennesker, jeg har mødt. Jeg anser det for et af mit livs privilegier, at jeg lærte ham at kende og fik lov at regne mig for en af hans venner. Ofte griber jeg mig i at tænke: Kunne man nu blot besøge Odgaard og opleve nogle af disse minderige timer sam­ men med ham og hans gode hustru. Han er en af dem, hvis minde vil leve. Den anden er min gode ven og kollega, pa­ stor Rønn. Med en utrolig energi og arbejds­ kraft sled han trods mange hindringer og til­ bageslag for at få tanken om menighedshuset ved kirken virkeliggjort. Det krævede års ar­ bejde og slid og begejstring, men det glæder os, at der nu står en smuk tilbygning til kirken, der stilrent føjer sig ind i helheden. Et lykke­ ligt samarbejde, et fælles arbejdssyn og et urok­ keligt venskab med pastor Rønn og frue var i ganske særlig grad med til at gøre tiden ved Sions Kirke til år, vi mindes med den største taknemmelighed. Til slut vil jeg ønske Sions Kirke og menig­ hed til lykke med de 75 år og Guds velsignelse i årene fremover. Holger Møller.

I den kristne kirkes historie er 75 år et kort åremål, men for os mennesker er det i mange tilfælde et helt liv. De knap 10 år, jeg fik lov at virke ved Sions Kirke, er i dette perspektiv kun som korte øjeblikke at regne, men for mig rummer disse år uendelig meget. Når man har været præst i over 20 år og været vidt forskellige steder, kommer man uvilkårligt til at sammenligne. Tiden ved Sions Kirke blev den længste, og trods gode forhold andre steder står den stadig i en særlig glans for mig. Selve indsættelsesdagen i Sions Kirke husker jeg som en festlig højtid. En skøn julidag, hvor det lyse kirkerum var fyldt af menigheden, fik jeg en hjertelig velkomst, som jeg aldrig glem­ mer. Og så begyndte arbejdsdagen i et stort københavnsk sogn med mange kirkelige hand­ linger. Som eksempel på, at præster ikke er arbejdsløse, kan jeg nævne, at jeg engang i pastor Rønns ferie i løbet af 4 uger havde 21 begravelser. Der var store konfirmandhold, mange syge og gamle at besøge, alt i alt nok at bestille, og dertil kom et vidt forgrenet menig­ heds- og ungdomsarbejde. Navnlig mindes jeg mange aftener i K.F.U.M. sammen med den utrættelige ungdomsarbejder Knud Cardél. - Det kunne gå livligt til, når østerbrodrengene var i højt humør, og det var de som regel, for de hørte absolut ikke til hængemuletypen. Men prægtige drenge var de, for i konfirmandstuen var de samme K.F.U.M.-drenge altid de bedste støtter og skulle nok sætte eventuelle urolige hoveder på plads, når det var nødvendigt. I kirken var vi en god medarbejderstab, der ikke mødtes som funktionærer med samme ar­ bejdsplads, men som gode venner, der havde mange hyggelige og fornøjelige timer sammen. Også vore mange gode menighedsmøder og møderne for de ældre tænker jeg på med stor glæde, men tiden rinder hurtigt, og en del af dem, der var med dengang, er nu borte. — D.M.S.-kredsen må jeg også nævne. Det var aftenefr, som vi, der deltog, altid glædede os til, og jeg røber ikke nogen hemmelighed ved at sige, at det skyldtes vor inspirerende leder, pastor Bindslev, der levende og interessant øste