292643152

)

Storehedinge Købstads Raadstueprotokol for Aarene 1790—1828 staar der paa Side 127: »Anno 1824, den 11. Oktober, blev Storehedinge Byes Raadstueret sat og betient af den ordinaire Retsbetient med

Vidner N. A lb . T iiaarup og S. A ndrea sen . For Retten mødte Handelsbetient P eter W ilhelm J acobsen heraf Byen, som begierede at vinde Borger* skab som Kiøbmand heri Byen; han foreviiste en Lære* Contract, skrevet paa stemplet Papier No. 4 af 2. Classe for 1815, dateret 1. Januari 1815 og oprettet i Kiøben* havn imellem ham og Urtekræmmer H ans J ørgen H a n sen , lydende paa, at P. W. J acobsen skulde tiene ham i 7 Aar fra Nytaar 1810 til Nytaar 1817; samme Contract er den 24. Januari 1815 paategnet af Urte* kræmmer H . B. S c iialdemo se paa Christianshavn, om at P. W. J acobsen efter Overeenskomst er overladt til ham; videre er den paategnet om at være indført i Urte* kræmmerlaugets Drengeprotocol den 22. August 1816

pag. 684 og af S chaldemose den 2. Januari 1817 om, at P. W. J acobsen hos ham og H ansen virkelig har ud* lært de bestemte 7 Aar, hvorved den og er paategnet af H an sen , at han er udskreven den 2. Juni 1817, der er paategnet af Oldermand J. M. A agaard . J acobsen foreviste videre en Attest af 20. Martz 1821 fra L efolii af Christianshavn om, at P. W. J acobsen har conditioneret hos ham som Svend fra Mai 1818 til November 1820 og viist Fliid og Troeskab og Nidkier? hed, endvidere en Attest af 21. Martz 1821 fra S cha lde ? mose , om at han har conditioneret hos ham i 6 Aar og viist Reedelighed og Orden. Endelig veedlagte han en Attest af 9. denne maaned fra Stiftsprovst C lau sen , lydende saaledes: »Aar 1797 (skriver: Eet Tusind 7 Hundrede Halv? femsindstyve og Syv) den 10. Februar havde Brygger P eer G oe J acobsen og Hustrue C hr ist iane C lausen en Søn til Daaben i Nicolai Kirke, som blev kaldet P eter W ilhelm , født den 12. Januar. København den 9. Oktober 1824. L. S. H . G . C lau sen .« Da nu Retten ikke troede med Hensyn til de frem? komne Oplysninger at burde nægte P. W. J acobsen det begierte Borgerskab som Kiøbmand her i Byen, saa fremstod han nu og aflagde paa Lovens Maade

///A\h

Eed paa, at han vilde leve med Troeskab og Lydighed mod Hans Mayestæt Kongen og det Kongelige Arve? Huus og Øvrigheden, og at han vil søge denne Byes og sine Medborgeres Gavn og bedste i alle Maader, hvor? efter han nu er erklæret for og antaget som Borger og Kiøbmand i Store?Hedinge Kiøbstæd.« Den unge Mand, der under saa højtidelige Former den 11. Oktober for hundrede Aar siden traadte ud i Livet som selvstændig Mand og satte Fod under eget Bord i den gode Stad Storehedinge, er Grundlæggeren af det stadig blomstrende Trælastfirma P. W. J acobsen & S øn , der altsaa nu kan fejre sit 100 Aars Jubilæum. Noget flere Oplysninger om P eter W ilhelm J aco b ? sens Barndom og Ungdom end dem, ovenstaaende Ud? skrift af Raadstuerettens Protokol giver, kan man dog vedføje. I Midten af det attende Aarhundrede levede i Kø? benhavn en Brygger B yrge J aco b sen , der ejede en stor Bryggergaard, der var beliggende i Amaliegade paa det Sted, hvor senere G eorg C arstensen den 21. Februar 1847 aabnede sit navnkundige Casino. B yrge J acobsen havde en Søn, P eer G oe J aco b sen , født 26. November 1764, død 1834, som arvede Faderens Bedrift og ægtede en Bryggerdatter, C hr ist iane M arie C lau sen , som var født 1769, men allerede døde 1800 fra

Manden og 6 Børn, hvoraf P eter W ilhelm J acobsen var den yngste. Brygger P eer G oe J acobsen var i Slutningen af det attende Aarhundrede en meget kendt Mand i det dem gang lille København. Han var rig og gjorde store Gilder i sin Gaard i Amaliegade, ja, han kørte endog med Firspand. En Tradition i Familien, der fortæller, at F rederik den S jet te som lille Dreng, naar hans »onde« Bedstemoder, Enkedronning J uliane M a r ie , ikke gav ham nok at spise, sneg sig ind til Bryggerens og blev rigelig beværtet, kan alene af den Grund ikke være rigtig, at F rederik den S jette s Barndom hengled paa Frederiksberg og Hirschholm Slotte, og det først var ham, der som voksen og Kronprins efter Christians? borg Slots Brand 1794 købte Amalienborg og lod det indrette til Residens. Men med P eer G oe J acobsens Rigdom og Hjem tog det hele snart en trist Ende. Allerede Hustruens Død, der medførte Husbestyrerinder, der ikke kunde erstatte Moderen overfor Børnene, gjorde Hjemmet trist for disse. P eter W ilhelm har jo knap nok kendt sin Moder. Hertil kom nu den ulykkelige Krig med England; under Bombardementet blev Gaarden ødelagt af Bomber, og Pengenes Værdi blev ringere og ringere, saa at den rige Brygger en skønne Dag i 1809 saa sig blottet for alt og maatte sælge Gaard og Indbo. Han rejste nu til sin Broder, der ejede Englerup Mølle i Nærheden af Ring?

sted, men selv sad smaat i det, fordi han havde 24 Børn. P eer G oe J acobsen døde i Ringsted i 1837 som Lyse* støber. Men da han i Fattigdom forlod København, havde han ikke Raad til at tage sine Børn med sig, og den da knap 13aarige P eter W ilhelm maatte klare sig selv og blev derfor sat i Lære hos Urtekræmmer H ans J ørgen H ansen i Lille Torvegade (der var den Gang 5 Urte* kræmmere paa Strækningen mellem Knippelsbro og Overgaden, saa man kan forstaa, at ingen af dem just var Storkøbmænd). Urtekræmmer H ansen var ikke heller god mod den lille P eter W ilhelm , som han hund* sede og hersede med, ligefra han i den gryende Dag stillede for at børste Familiens 14 Par Støvler, som Urte* kræmmeren i sit onde Lune brugte at kyle ham i Ho* vedet, til han efter at have rendt Byærinder den hele Dag, træt og mødig, skulde gøre Butikken ren efter Lukketid. Og skønt P eter W ilhelm var en sund og stærk Dreng med et godt Mod paa Livet og ikke bange for en Livfuld Hug, drog han dog Vejret lettere, da gamle H ans J ørgen H ansen 1815 solgte sin Bod og sin Læredreng til den unge Urtekræmmer H. B. S cha l * demo se , der var temmelig nygift (gift 1812) og havde en elskværdig Kone, der tog sig moderligt af den lidt forskræmte, tidligere hjemløse Urtekræmmerdreng, som hun kom til at holde af paa Grund af hans pligtopfyl* dende Iver og Flid. Hun havde ogsaa en beroligende

Magt over hans Sind, der allerede den Gang kunde gøre ham hidsig og opfarende, noget, der fulgte ham gennem hele Livet, men jo forøvrigt en Egenskab, mange hjertensgode og retskafne Mennesker lider af og kæm? per imod. Saa kom den store Dag i 1817, da P eter W ilhelm kunde sige S c iialdemo se Farvel som velmeriteret Urte? kræmmersvend. Han vilde nødig forlade Christianshavn, hvor han havde lært hvert Hus og hver Smøge at kende fra Strandgade til Jødens Bule, og han var derfor glad ved at faa Plads hos Urtekræmmer J acob S everin L e fo l ii , en Mand, der var født i 1788 og først døde i 1870, og som drev Torvegades største og mest ansete Urtekramhandel lige ved Siden af Apotheket; her blev han et Slags Medlem af Familien, og Madam A belone L efolii skabte ham et hyggeligt Hjem her i hans Fritid. En Søn af L efolii blev for Resten kendt som den ud? mærkede og lærde Skolemand, Rektor H ans H enrik L efolii i Viborg. Efter atter at have været et Par Aar hos S ciialdemose var det, at han den 10. Oktober 1824 vovede sig til at nedsætte sig som Købmand i Storehedinge. LIertil var han anbefalet af sine to tidligere Chefer og Grosserer J acob H olm , der jo den Gang var Christianshavns stør? ste Matador. Sine Anbefalinger skulde han overbringe til Købmand P ermin i Storehedinge, der nok var den mest indflydelsesrige Mand der.

Hvis J acob H olm allerede da har støttet ham ved hans Etablering, har det i alt Fald ikke været nævne* værdigt; han har sikkert mest været henvist til at staa paa egne Ben; men smaat har det været, og haardt har han slidt. Vi kan slutte os dertil af Storehedinge Køb* stads Skiøde* og Panteprotokol, der først og fremmest viser, at han ikke har ejet nogen Gaard selv i Byen, men har boet til Leje, sandsynligvis hos P erm in , men dernæst den 18. December 1826 indeholder følgende Tinglæsning: »Jeg underskrevne P eter W ilhelm J acobsen , Kiøb* mand i Storehedinge, tilstaar og herved vitterliggiør Giældsskyldig at være til Gaardmand L ars C iir isto f * fersen af Lillehedinge den Summa 200 Rdl., skriver To Liundrede Rigsdaler*Sedler, hvilke Penge han mig contant haver laant; thi lover og tilforpligtiger jeg her* ved mig og mine Arvinger een for alle og alle for een ei alene aarligt at svare 4 pro Cento i Rente, men endog at tilbagebetale Capitalen paa denne Maade:

Til 11.Junii 1826 — 50 Rdl. Sedler - 11. Decbr. 1826 - 50 - - - 11. Junii 1827 - 50 - - - 11. Decbr. 1827 - 50 - -

Det falder af sig selv, at Renterne svares kun af den Capital, som rester. —Til Sikkerhed for Capital, Ren*

ter og skadesløse Omkostninger pantsætter jeg herved en første Prioritet af alt, hvad jeg eier og eiende vorder, hvoriblandt fornemmelig benævnes min Boutiquevare, bestaaende af Alenkram* og Urtekram*vare med hvad mere som i min Boutique findes, intet undtaget i navn* lig Maade, hvilket Pant skal være og forblive et trygt og sikkert første Prioritetspant, indtil Capitalen paa om* meldte Maade er betalt. —Til ydermere Sikkerhed har jeg formaaet Hr. Kiøbmand P. S vendsen at underskrive som Cautionist og Selvskyldner. Dette bekræftes under min Haand og Segl, og kan dette læses til Thinge uden mig at varsle. Storehedinge d. 15. Decbr. 1825.

P. W. J aco b sen .

Som Cautionist og Selvskyldner:

P. S v e n d s e n .

Læst til Protocollation i Storehedinge Bythingsret Mandagen d. 18. December 1826, tilstaaer

const. Dommer og Skriver.

Skønt dette Dokument jo kun er en ganske alminde; lig Panteobligation for et Laan Mand og Mand imel;

lem, fortæller det som det eneste Livstegn, man har fra P. W. J acobsen i hans Storehedinge^Saga, slet ikke saa lidt. For det første viser det, at Forretningen ikke har kun* net gaa synderlig strygende, ellers havde der ikke væ* ret saa mange Omstændeligheder med Pant og Kavtion, selv om den brave Laangiver maaske ikke var Bonde* mand for ingenting; dernæst fortæller det os, at P. W. J acobsen ikke begyndte som slet og ret Urtekræmmer, men som rigtig Provinskøbmand, en af den Slags, vi i Samtidens Litteratur finder skildret i G o ld sc iim id t s : »Fortællinger fra min Onkels Hus«; det var med andre Ord en Forretning, der handlede med alt muligt, og Urtekrammet har maaske endda været det mindste af det, siden »Alenvarerne« nævnes først. Man faar end* videre af Obligationen at vide, at P. W. J acobsen maa have staaet sig ganske godt med Befolkningen der nede i den lille By. Gaardmanden er sikkert ingen alminde* lig Pengeudlaaner, men snarere en af hans Kunder, der vil gøre ham en Tjeneste, og med sine Konkurrenter maa han ogsaa have staaet paa en god Fod, siden en af dem paatager sig Ansvaret som Selvskyldner*kavtionist. Endvidere kan man slutte, at Forretningen ikke kan have været stor, siden Varelageret aabenbart ikke har været anset for tilstrækkelig stort til at dække en saa lille Gæld paa 200 Rdl. Sedler, men der maa personlig Kavtion til ved Siden af; men noget, som de fleste ikke

ved en flygtig Gennemgang lægger Mærke til, er, at Obligationen er udstedt d. 15. Decb. 1825, men først et Aar og tre Dage efter finder Gaardmanden Grund til —rimeligvis uden P. W. J acobsens Vidende —at tinglæse den; men paa dette Tidspunkt skulde der allerede væ? ret afbetalt Halvdelen af det paalydende Beløb, nemlig to Gange 50 RdL, dette kan ikke være sket; thi i saa Tilfælde maatte disse Afdrag være paaført Obligation nen, der da kun skulde være 100 RdL med Renter til Forfaldstid værd. Denne Omstændighed er et Bevis for, at det atter i dette andet Aar af StorehedingenOpholdet har knebet haardt for J acobsen at hugge sig igennem; men paa den anden Side har han nydt saa megen Tillid hos sin Kreditor, at denne ikke har villet gaa Lovens strængeste Vej for at faa Fyldest for sin Fordring, men blot i al Stilhed, og uden at andre end Dommer O ve ? sen , der jo har Tavshedspligt, har faaet det at vide, har ønsket at styrke sin Sikkerhed gennem Tinglæsningen. At Obligationen først er udslettet ved Mortifikations* dom af 10. Juli 1876, tyder paa, at J acobsen slet intet har anet om Tinglæsningen og derfor har glemt Obli? gationens Indhold efter at den var indfriet, saa at man først 50 Aar efter dens Tinglæsning har ladet den ud? slette, længe efter Udstederens Død. At den imidlertid har været betalt med Renter og Renters Renter, før J a ? cobsen forlod Storehedinge, derom vidner det tredie og sidste Vidnesbyrd om hans Færd i den lille Køb?

stad, som vi atter maa søge til Byens Raadstuerets Pro* tokol for at finde. Anno 1829, d. 25. Maii, staar her at læse: »For Retten mødte forrige Kiøbmand P eter W ilhelm J acobsen heraf Byen, som irettelagde et ham her un* der 11. Oktober 1824 meddelt Borgerskabsbeviis, der lyder paa Borgerskab paa ham som Kiøbmand her i Byen; han erklærede derhos, at han er flyttet herfra Byen for at etablere sig i Kiøbenhavn, og paa Grund heraf begiærede han at frasige sig det Borgerskab som Kiøbmand i Storehedinge, som hans fremlagte Borger* skabsbeviis lyder paa. Plan erklærede videre, at han, me* dens han har været Borger i Byen, ikke har forestaaet nogen Borger*bestilling, hvorfor han skylder Rede eller Rigtighed; og han fremlagde derhos en Attest fra denne Byes Fattig*casserer B en tsen , fra Skattekræver D ecker og Kæmner S unckenberg om at have betalt Skatter og Afgivter til Udgangen af Aaret 1828, hvilken Attest her indtoges. Borgerbrevet bevares og paategnes med en Frasigelse af Borgerskabet. Paa Grund heraf modtog Retten nu P. W. J acobsens Frasigelse af hans Borger* skab som Købmand i Storehedinge Kiøbstad, saaledes at dette Borgerskab fra nu af er ophørt.« Hermed er P.W. J acobsens Købmandshistorie i Store* hedinge til Ende; den blev kort, og, som man vil se, ikke

synderlig blomsterbestrøet; een Tilfredsstillelse havde han: han skyldte ingen — ikke en Gang Gaardmand C hr istoffersen i Lillehedinge, en Skilling; ellers havde i denne sikkert ladet en Vedføjelse om Forholdet tilføre Skøde* og Panteprotokollen; men denne tier. Der er ingen Tvivl om, at J acobsen har efterladt sig et godt Navn i Købstaden; en Forespørgsel paa rette Sted der nede har ikke ført til noget positivt Resultat; der lever ingen, der mere kan huske ham, og det kan ikke en Gang konstateres, hvor hans Butik har ligget. Grunden til hans Rejse derfra kan da altsaa ene og alene have været, at den lille By ikke har kunnet brødføde ham, og at der var andre og — som han har ment — bedre Udsigter, der vinkede ham tilbage til Kongens København.

et Spørgsmaal, der, naar der skal rede* gøres for P.W. J acobsens Grunde til, naar han maatte opgive Storehedinge, først rejser sig, er: hvorfor blev det netop C iiri ? st ia n siiav n , der var hans Ønskers Maal?

Svaret maa da først i al Almindelighed lyde paa, at denne Bydel alle Dage har haft en vidunderlig Trylle* magt til at knytte sine Beboere til sig. Under min mange? aarige Syslen med hele Københavns borgerlige Historie har jeg gjort den Erfaring ikke een, men mange Gange, at der ikke findes større Lokalpatrioter end netop Chri? stianshavnerne. De elsker deres By, og selv om det ikke er rigtigt, at Christianshavn nogensinde har haft sin egen Borgmester eller noget Raadhus, men i gamle Dage maatte lade sig nøje med at lade sine lokale Inter* esser varetage af en særlig Raadmand, har man dog alle Dage følt sig som »en By i Byen«, og store er de Ofre, de gode Borgere der ude har lagt paa Pietetens og Sam? holdets Alter; derom vidner den Kærlighed, hvormed

21

man har værnet de mange, pragtfulde Slægts* og For* retningsgaarde derude, intet andet Sted finder man saa mange karakteristiske og velholdte Gaarde, og de Maal, de lokale Grundejer* og Borgerforeninger stadig har stillet sig, er alle baarne oppe af en Kærlighed til at be? vare og vedligeholde Bygninger og Traditioner. Gader som Strandgade og Overgaderne findes intet andet Sted i København; deres Stene skriver den Dag i Dag deres Historie, og ikke for intet er Christianshavn den eneste Del af Byen, der har evnet at bevare og vedligeholde sine gamle Volde. P. W. J acobsen havde tilbragt hele sin Barndom og Ungdom derude, der havde han fundet den eneste An? tydning af et virkeligt Hjem hos sine Principaler S c iia l ? demose og L e fo l ii , og der kendte han, hvad der ikke var uden Betydning for en Mand, der vil stifte Forret? ning, fra sin Lære? og Svendetid næsten hver Sjæl; han stod sig godt baade med Madammerne (den Gang var der jo ikke mange Fruer i Byen) og, hvad der i hans Stilling var nok saa vigtigt, med alle Tjenestepigerne, hvem han som Svend efter Datidens Skik havde givet rigeligt »paa Kurven«. Han havde yderligere derude en god Støtte i sine to tidligere Principaler, der begge holdt af ham og vidste, at de af ham kun kunde vente loyal Konkurrence, og i J acob H olm , der lige fra hans tidlige Ungdom synes at have næret en ganske særlig Inter? esse for ham og med sit købmandsmæssige Skarpsyn

sikkert har haft Øje for de rige Muligheder som Købs mand, han sad inde med. Hertil kom yderligere en ganske privat Grund, som sikkert har spillet en Rolle for ham i Valget af Christi* anshavn; derude boede Blokkedrejer B enke , der havde en god Forretning med at dreje Blokke til Skibene ude ved Holms Plads og var saa velstillet, at han ejede en Gaard i daværende Lille Kongensgade, nu Wildersgade; men han havde det, der var bedre endnu, en ung, køn Datter L ou ise A ugu sta , der ganske vist var tre Aar ældre end P eter W ilhelm , men som, uden at hun vidste det, havde erobret hans Hjerte, allerede medens han stod som Svend i de to Butikker i Lille Torvegade. Hun blev da ogsaa siden hans udmærkede Hustru og tro* faste Medhjælp igennem mange Modgangs* og siden Medgangs*Aar. Københavns Borgerskabsprotokoller, der findes i Raadhusarkivet, er mere lakoniske end den saa vidtløf* tig og højtidelige Storehedinge*protokol. I den Proto* kol, der omfatter Aarene 1825—36 findes der Pagina 224 følgende kortfattede Meddelelse: »Lørdag den 20. Juni 1829: P eter W ilhelm J aco b sen , født i Kiøbenhavn den 12. Januar 1797, vandt Borgerskab som Interesseret i Urte* kræmmerlauget og Fritagelsesbevis for borgerlig mili* tair Tieneste.cc

Desværre findes Urtekræmmerlaugets Protokoller i Modsætning til saa mange andre Laugs ikke opbevaret paa noget offentligt Archiv eller Bibliothek; men nok er det, at P eter W ilhelm J acobsen den 1. Juli 1829 aabnede sin Urtekramforretning i en Kælder, der laa paa det Hjørne af Strandgade og Torvegade, der laa nærmest Overgaden og lige overfor det store røde Hus, man i lange Tider urigtig angav som Christianshavns gamle Raadhus. Var det gaaet smaat i Storehedinge, blev det næsten værre paa Christianshavn, og til Trods for al Flid og Energi kunde J acobsen ikke faa rigtig Gang i Sagerne. Da nu desuden en Svend snød ham for et større Beløb, var J acobsen paa Nippet til at opgive sit Bo; men nu blev han taget under Armene baade af sin vordende Svigerfader, Blokkedrejer B enke , og af J acob H olm , der først og fremmest fik ham til at gifte sig, hvilket skete i 1830 og dernæst til at opgive den egentlige Urte* kramforretning og lukke Boden i Torvegade. Han flyt* tede nu til Købmand E versens Ejendom i Overgaden, hvor der ganske vist var en yderst trang Beboelseslej* lighed, men hvor der fandtes en rigelig Gaardsplads til Oplag og et godt Pakhus. Her begyndte J aco b sen , iv* rigt støttet af J acob H olm , en ganske ny Form for sin Forretning, idet Butikshandelen blev opgivet, og han slog sig paa Skibsprovianteringshandel i større Stil, hvil* ket han bl. a. markerede ved at anbringe et stort Skibs*

24

anker i Gaarden. J acob H olm holdt Modet oppe i den unge Mand ved bl. a. at sige: »Sørg bare for at tjene de første 20,000 RdL, saa kommer de næste 10 af sig selv!« ^ Og J acobsen sled haardt i det, han var paa Færde fra Morgen til Aften, han købte Varer til Skibsekvipering paa Auktioner rundt om i Landet og drog endda tit til Mellemsverige, og allerede fra denne Periode stammer sikkert hans første Opkøb af Tømmer, noget der senere skulde blive Firmaets Hovedbranche. Et stort Held havde han, da han gennem J acob H olm fik Leverancen til »Den kongelige grønlandske Handel«, hvis Skibe han fra nu af helt ekviperede, men han skab fede ogsaa mange Varer til Brug oppe i Kolonierne, ikke alene Tømmer, men f. Eks. Lærred til Sygehuse og Telte, Sygeplejeartikler, ja, endog Delikatesser som Vindruer og Honningkager. Imidlertid formede hans Familieliv sig paa det lykke* ligste, om end under meget borgerlige og strengt spar* sommelige Former. I Overgaden fødtes alle hans fire Børn: hans Søn og Arvtager P eer G oe J aco b sen , en Datter, den endnu levende Enkepastorinde V il iielm ine A malie L ou ise Z a iile , der var gift med den bekendte Venstrepolitiker, Pastor P eter C iir . Z a iil e , en Datter A n n a , der blev gift med Provst J ørgensen i Maribo, og endelig en ugift Datter, M a th ilde , der kom i Huset i Præstegaarden hos Z a iile s . J aco b sen , af hvem der desværre intet Portræt findes,

skildres som en middelhøj, ret spinkel Mand, meget mørk, med Hageskæg og med milde og gode Øjne. Han kunde være hidsig og opfarende, men blev hurtig god igen; han var bramfri og beskeden i al sin Færd, hæderlig og borgerligt højt anset, stræng i sine Krav til sig selv og til andre, men meget strængt retfærdig. Hans Folk elskede ham og blev længe hos ham, og selv om de nu og da kunde ømme sig lidt ved de Fordringer, der stilledes til dem, saa trøstede de dog altid hinanden med, at selv om Husbond undertiden var haard nok at gaa paa, saa var der dog ingen, der forstod at vurdere et godt og flinkt udført Arbejde saa godt og rigeligt som han. I sit Hjem var han en lige saa god og kærlig Fader, som hans Hustru var Moder; men ogsaa der stillede han Krav til Flid og Nøjsomhed; karakteristisk for ham var det saaledes, at der lige til hans Død ikke fandtes andet end Jerngafler i hans Hus: han hadede, sagde han, alt, hvad der var uægte, og naar han ikke syntes, at han havde Raad til at anskaffe Sølvtøj over det hele, maatte han nøjes med Jern, da Plet var noget forlorent noget. Han beskæftigede sig i sin Hviletid meget med sine Børn, var glad og mild, og det var hele Festdage, naar han kom hjem med lækre Sager fra Sverige, især saa Børnene hen til de store Fustager med Vindruer. Forretningen trivedes stadig bedre. J acobsen fik For* bindelse med store Christianshavnerfirmaer som C. A.

B roberg og S ch iø tt , og han kunde flytte til en større Lejlighed i Lille Torvegade hos Købmand B rod er sen ; men sin lykkeligste Tid tilbragte dog han og Familien, da de kom til at bo i Lille Kongensgade, der først senere blev omdøbt til Wildersgade. Ned mod B urmeister & W a ins Plads, ved Siden af Haven til det Heeringske Hus, laa tre Bygninger, hvoraf No. 98 tilhørte den by* kendte Brændevinsbrænder C hr isten sen , Fader til nu* værende Forstander for Steins Laboratorium, Professor F r . C h r isten sen , der i 1854—55 købte No. 99, som han slog sammen med det; her boede J acobsens paa første Sal, og da Huset brændte i 1857, blev det slaaet helt sammen med Nabohuset; endelig lejede Jacobsens Svi* gerfader, Blokkedrejeren, No. 100. Disse Huse bar de besynderlige Navne: Døden (No. 98), Graven (99) og Opstandelsen (100). Aarsagen til disse Navne skal have været, at der over Porten paa No. 98 fra gammel Tid som et Slags Kende* mærke i de Tider, hvor Husene ikke bar Numre, fandtes et Dødningehoved. Selv om J acobsens Lejlighed her var hyggelig, var den dog meget lidt rummelig, og Værelserne laa ube* kvemt. Da Sønnen, P eer G oe , blev voksen, var det ham saaledes lidt ubehageligt, at hans ganske lille Rum laa saaledes indeklemt mellem Kontor og Dagligstue, at han, der nok holdt af at more sig, kun med yderste Nød, naar han kom sent hjem, f. Eks. fra Casino*Maskerader,

27

ÉNIHi

WILDERSGADE No. 98

DØDEN GRAVEN OPSTANDELSEN

kunde liste sig ind uden at vække Familien. Selskaber lighed førtes ikke. Brændevinsbrænder Christensens Børn kom og legede med Jacobsens, og Venskabet meb lem de to Familier har holdt sig til den Dag i Dag. En Fætter til J aco b sen , senere Amtsforvalter J aco b sen , der stammede fra Englerup Mølle, knyttedes i saa nært Ven* skab til P eter W ilhelm , at denne følte sig nærmere knyttet til ham og hans end til sine egne Sødskende,

og dette Venskab fortsattes i næste Generation mellem P eer G oe J acobsen og Fætterens Søn, nulevende, tid* ligere Kontorchef, L udv ig J acobsen i Finansminister riet. Der er noget rørende karakteristisk for disse gode, solide Borgerhjem i disse trofaste Venskabsforhold. Det var i Halvtredserne, medens han boede i Wil* dersgade, at J acobsen paa sine Rejser i Sverige og igen* nem sine Forbindelser der, knyttede Forretningsforbin* delser med Finnerne, og dette medførte, at hans Forret* ning mere og mere gik over til udelukkende at beskæftige sig med Trælast og antog Dimensioner, der gjorde hans Firma til et af de betydeligste her hjemme. Betegnende er det dog, at det Anker, der stod i Gaarden i Overgå* den og flyttedes med til Wildersgade som et Symbol paa Forretningens Art, efter Familiens ni*aarige Ophold her, fulgte med til hans sidste Lejlighed i Strandgade 22 og stadig er i Firmaets Eje. J acobsen havde ved sit jævne, lidt gammeldags og paalidelige Væsen en glimrende Maade at behandle de finske Skippere paa. De laa jo med deres Skuder ude ved Knippelsbro, og her færdedes J acobsen uafladelig, medens de lossede, og tog selv med sine Folk Del i Ar* bejdet. Naar der skulde gøres op med dem, kneb det altid for de brave og ærlige finske Skippere at hitte ud af Regnskabet, de beregnede altid for lidt, og da J acob * sen ikke kunde faa dem til at begribe Fejlene, betalte han dem altid Differencen som et Slags Extragebyr, der

STRANDGADE 22

kunde løbe op i baade 400 og 800 Rdl., men aldrig var mere, end hvad der virkelig tilkom dem. Intet Under, at han var forgudet af disse Folk. —Sin Tømmerplads havde han nu bag Frelsers Kirke. I hans sidste Leveaar

var Jacobsens flyttet til deres største Lejlighed, i Strand* gade 22, og det var først da, at de kom til at bo rigtig herskabeligt. Her døde P eter W ilhelm J aco b sen , den 12. September 1860; han var da anset som en af Christi* anshavns bedste Borgere, og det skal have været et smukt og ejendommeligt Skue, da Ligvognen kørte fra Strandgade over Knippelsbro, hvor den maatte standse et Øjeblik, som for at hilse paa alle de mange finske Skibe, der laa langs Kajerne med deres mange Flag paa halv Stang.

\

«

fter sin Mands Død fortsatte L ouise A ugusta J acobsen Forretningen med sin Søn, P eer G oe J acob sen , som sin Prokurist. Denne, der var født 3. Marts ISSzéi! 1835, gik i sine Drengeaar i Borgerdyds* skolen paa Christianshavn og fik sin Realuddannelse, hvorefter han gennemgik et Kursus paa Grimers Han* delsakademi, der i de Tider ansaas for Byens bedste Undervisningsanstalt af denne Art. Da Faderen alle* rede da havde begyndt saa smaat at knytte Forbindelser paa Island, ønskede han, at hans Søn og naturlige Ar* ving skulde sætte sig ind i de islandske Købmandsfor* hold ved Selvsyn og paa nærmeste Hold. Han sendte ham da til en af sine Forretningsforbindelser paa Vest* man*Øerne, hvor han skulde arbejde i Forretningen i fire Aar, men P eer G oe J acobsen mente, da de tre Aar var gaaet, og han havde besøgt forskellige Pladser paa Island, at han nu var tilstrækkeligt inde i Sagerne, og da han længtes svært efter Christianshavn og Livet der,

35

PEER GO E J A C O B S E N SEN .

skrev han indtrængende Breve til Faderen om at faa Lov at komme hjem, og til sidst gav den gamle efter, saa at Opholdet kun kom til at strække sig over 3VaAar. Da han kom hjem, fik han først en Stilling som Pak* husforvalter hos F r . T ii . A do l ph ; men han var stadig ivrig efter at faa Lov at tage fat i sin Faders Forretning; men Faderen mente bestandig, at han skulde se andre Forhold først, og da han omsider gav efter, blev P eer G oe kun almindelig Kontorist under en Fuldmægtig M ø l ler ; paa denne Maade mente den kloge Fader, at Sønnen havde bedst af at kæmpe sig frem fra Maal til Maal, som han selv havde gjort det; da Sønnen var blevet myndig og bad sin Fader, om han maatte løse Borgerskab, modsatte Faderen sig det paa det bestem* teste, og dog blev det ham, der i Forbindelse med Moderen trak det største Læs, da Faderen i de sidste Par Aar var blevet svagelig. Nu efter Faderens Død traadte han sin Moder ved Siden, men kun som Prokurist, indtil han den 31. Ja* nuar 1861 ægtede T iiorgunna M øller , Datter af Borg* mester M øller i Lemvig, født 22. Maj 1844, da optog Moderen ham ved sin Side, og Firmaet fik Navnet P. W. J acobsen & S ø n , som det bærer endnu, og sam* tidig opgaves de sidste Rester af Skibsprovianterings* handelen. Gamle Fru J acobsen døde først 28. September 1874. Forretningen flyttedes først fra Strandgade 22 til »De

seks Søstre« ved Børsen, de skønne, gamle Bygninger, der nu har maattet vige Pladsen for Privatbankens langt* fra saa skønne Palæ, hvorefter man for en Tid slog sig ned i Brogade 5 for derpaa at drage til Strandgade 6, den saakaldte » Tordenskjolds Gaard«, det stolte, gamle Købmandshus, hvor Vinhandler A braham L e iin hu? sede sin Ven, den danske Søhelt, som derfra drog sin Skæbne i Møde i et fremmed Land. Firmaets næste Hjem var den berømte Hageske Gaard paa højre Hjørne af Torvegade, lige for Knippelsbro; denne Gaard var som bekendt meget herskabelig og i 60’erne og 70’erne Midtpunktet for en Del af vort po? litiske Liv. Ogsaa denne faldt for Øksen, og man tyede nu til den sidste egentlige Christianshavner?Grund i Overgaden, og det var i denne Periode, at Firmaets nu* værende Ejer, P eer G oe J acob sen , (f. 1870) optoges i det i 1907 som den tredie Generations Repræsentant, og ved Faderens Død, der indtraf den 16. Oktober 1911, blev han Enechef. Da Seniorchefen P eer G oe J acobsens Liv og Virk? somhed ligger Nutiden saa nær, at der endnu lever mange, der har kendt og fulgt hans udmærkede Virk? somhed, der saaledes ikke helt kan siges atvære afklaret til Historiens Dom, skal her kun anføres den Artikel, som »Trælast?Tidende« bragte ved hans Død : »Ved dette Dødsfald har den københavnske Tøm* merhandlerstand mistet ikke blot et af sine ældste Med?

m

m

lemmer, men tillige en Mand, der i vide Kredse var agtet og æret for sin Retlinethed og noble Færd. P eer G oe J acobsen var en meget flittig og virksom Mand. Lige til det sidste deltog han i Ledelsen af den gamle Forretning. Det Jacobsenske Firma drev i sin Tid en ret betydelig Forretning med de finske Trælastskibe, dersom bekendt havde Bolværksplads i det Stykke af Havnen, som ligger ud for Børsbygningen og den nu ombyggede, gamle karakteristiske Ejendom »Seks Søstre«. Til dette gamle, ejendommelige, nu helt forsvundne Forretnings* og Folkeliv, der her pulserede, knytter sig uvilkaarligt Mindet om den gamle Trælasthandler P. G. J acob sen . Lier saa man ham som Midtpunkt i det travle Liv, der indtil for nogle Aar siden hvert Foraar og Sommer rørte sig paa denne Plads. Fra tidlig Morgen var han paa Pladsen, han under* handlede med de finske Skibskaptajner, der som Regel selv ejede Ladningerne, forhandlede med Køberne og var travlt beskæftiget med Udlevering, Optælling og Opmaaling af Finne*Skudernes mange forskellige Di* mensioner, hvoriblandt de saakaldte »Finlapperbord«. Denne Form for Trælasthandel er nu en saga blott, og J acobsens Firma er forlængst ført ind paa anden og mere moderne Forretningsform. Ved den gamle Kanal i Overgaden oven Vandet 64, har Firmaet nu Kontor og Lagerplads, og herfra drives en betydelig Trælast*

forretning, der fortsættes af den afdødes Søn, P. G. J a ? cob sen , som iøvrigt i flere Aar har været Medindehaver af Forretningen. P. G. J acobsen blev 77 Aar gammel, var Medlem af »Tømmerhandlerforeningen for Kjøbenhavn og Om? egn«, men deltog forøvrigt ikke i det offentlige Liv. Ved sit 50 Aars Forretningsjubilæum, der fejredes den 31. Januar 1911, modtog han talrige Beviser for den Agtelse, saavel hos sine Kolleger som hos mange andre, han i de mange Aar var kommen i Berøring med.« — Paa Traditionens sunde Basis har den nuværende Indehaver, P eer G oe J acob sen , stadig søgt at arbejde Forretningen større og større, og det er lykkedes for ham paa den heldigste Maade, saa at navnlig Firmaets Eks? portforretninger særlig med Island er gjort mere og mere intime og er blevet flere og flere for hvert Aar, der gik, saa at Firmaet nu ikke blot bærer sin anseelige Alder —de 100 Aar, som dets Stifter sikkert ikke i sine vildeste Fantasier havde tænkt sig opnaaelige — med Ære, men ogsaa med en saadan ungdommelig Livskraft, at Forretningen nu uden at prale kan regne sig for en af de betydeligste her i Landet. Da Pladsen i den gamle Overgade nu skulde anvendes til det nye store Marinehospital, tvang Forholdene Fir? maet til at søge sig en anden Plads, og P. W. J acobsen & S on købte da den nye og endnu større Grund lige foran paa Amagerbro, hvorfra det stadig drives; ved

TRÆET FRA SKOVEN TIL TØMMERPLADSEN

*