ChristianWinther_III

teristik angaaer, er Chr. Winther fra gammel Tid be- kjendt som en ypperlig Mester deri. Den vandrende Sanger, sorgfri og kjæk, ridderlig, men en Smule let­ sindig, med det bedste Hjærte i Verden og med Brystet fuldt af Toner, som ved den ringeste Foranledning svømme over og bruse ud i den rigeste Vellyd (hans Afskedssang til Strange og Ellen er sikkert noget af det Skjønneste, som den danske Lyrik har frembragt) — hele denne Personlighed er fortræffelig opfattet og fremstillet med levende Sandhed og Objektivitet. Selve Dorrit, denne fantastiske Skabning, halvt Fantom, halvt Realitet, undfangen i et gruopvækkende Mysterium, op- voxen i et vildt Naturliv, forhexet af dæmonisk Tillok­ kelse og forstyrret af Lidenskab, tilsidst selv et Offer for sin eneste virkelige, men ubesvarede Kjærlighed, til Forsoning for alle de Ofre, hendes Indfald har kostet, ogsaa dette Billede synes os fattet med megen Følelse og gjengivet paa en Maade, hvorigjennem det Over­ naturlige og det Menneskelige er blevet forligt, idet- mindste til en poetisk Holdbarhed, om end ikke til en konkret Sandsynlighed. De enkelte Situationer i Værket ere — vi kunne gjærne sige alle — fremstillede med et mærkværdigt Talent; nogle — saaledes det Æventyr, som begynder Digtet, og Stranges Strid med Ellens Vogtere — ere helt og holdent af megen episk Styrke, andre, saasom Dorrits Død, af en gribende dramatisk Effekt.

Der kommer imidlertid noget aldeles Specifikt til, som giver dette Digterværk dets maaske mest udmær­ kede Forrang for Mængden af den Slags større roman­ tiske Digte. Vi mene dels det særdeles veltrufne Tids— 236 —