ChristianWinther_III

— 274 — men ak, jeg mærker grandt, hvor svagt henkastet er Konturen, at Farverne er uden Pragt og ligne ej Naturen. Jeg føler, hvor min Haand er mat, mit Øjes Lys halv slukket, at Tankens Dag er blevet Nat og Musens Tempel lukket. Men tænker jeg mig rigtig om,

mit Sind til Ro kan finde i mit Asyl, min Helligdom, hos Dig, min Elskerinde! Naar det mig rinder klart ihu: det er for Dig, jeg tegner, jeg trøstes; thi jeg veed, at Du det ej saa nøje regner. Thi Du, min Julie, som seer med Kjærlighedens Øje, vil venligt og med snild Manér det Manglende tilføje. Derfor mit Billed lægges ned i Dine kjære Hænder, at dømmes af en Kjærlighed, som ene ret mig kjender.

Som han sang om og til hende, saa bragte han hende Blomster. Hver Søndag Morgen hele Aaret igjennem modtog hun en Buket fra ham, om Sommeren dejlige, svulmende, dugvaade Roser, om Vinteren svagere Ud­ foldelser, som han lod sige til hende: Fra Vinterens Kulde vi komme herind Kom han om Aftenen Kl. 9 ind til Te i Daglig­ stuen, var han altid elskværdig og blev da derinde til den øvrige Families Sengetid, undtagen i de senere Aar, i) Sml. Digtn. X, S. 17. for yndigt, Du Hulde, at kvæge Dit Sind.1)