ChristianWinther_III

— 277 —

Jeg vil kun eengang Dig sige, og sige det aabent og frit, at der fra Dit Bord, det rige, er dalet Smuler til mit; at det vilde faldet svært mig at synge min fattige Sang, hvis ikke Du havde lært mig de danske Toners Klang. Du har oplukket mit Hjærte for Sprogets Melodi, for al den Jubel og Smerte, som rummes kan deri; og først, da jeg hørte klingre dets Malm under Dine Slag, gav sig mine famlende Fingre med Hammer og Tang i Lag. Hil sidde Du, gode Mester ud af den herligste Kunst, i Fred for vrøvlende Gjæster og glad ved Musernes Gunst! Gid længe Din Esses Lue kaste sit rødmende Skjæm mod Livets Aftenbue og Stjærnernes stille Hær.

Winther sv arer1) med at sige, han selv klarligt føler, hvor lidt han er Mester; han yder Ploug den rigeste Anerkjendelse og ender med at udtale: Din Sang har, som Malmet, jo Klangen og Vægten, den ligner jo ej min „blødagtige Smægten“. Din prægtige Hilsen, dens mandige Stemme, skal jeg og mit Hjærte ret aldrig forglemme. Dog — tilbage til Christian Winthers Hjem! Han holdt stærkt paa, at Festdagene der skulde fejres; saa kom Fru Winthers Søstre med deres Familier, *) Sml. Digin. X, S. 63—64.