ChristianWinther_III

— 318 — taler jævnt nok, raader ham til at blande det Muntre med det Skarpe, osv. Herpaa svarede Winther — man kan vel sige: selvfølgeligt — ikke. Hvor varmt han fremdeles beva­ rede sine skandinaviske Sympatier seer man af følgende hidtil utrykte Digt, som han d. Ilte Sept. 1865 sendte „Kaptajn Gusta f a f Forsell, R. af. Dbg.“ til dennes Bryllup: Kjæk Du hist paa Dybbølskansen flettede Dig Hæderskransen,

mens for Danmarks Liv Du stred; og, skjøndt fuldt af Sorg og Smerte, takker Dig mit danske Hjærte for Din ædle Trofasthed. Tusend varme Ønsker sender jeg fra os, de danske Venner, som Du trygt kan stole paa, for den Pagt, som Dig skal binde til en elsket, dejlig Kvinde — for hvert Fjed, I sammen gaa. —

I Krigsdigtene — hvor varmt de end ere følte — er den egentlige Chr. Winther forsvunden. Havde han med fuld Dybde kjendt sig selv og sin Begrændsning, saa havde han sagt med Anakreon:

Jeg vil om Atreus’ Sønner, jeg vil om Kadmos synge; men Lyrens Strænge tone om Kjærlighed alene. Nys tog jeg andre Strænge, ja, bytted hele Lyren, Heraldes’ Daad at prise. Dog klang endnu min Lyre om Kjærlighed alene. Farvel da, bolde Helte! Herefter skal min Lyre alene Elskov prise.