ChristianWinther_III

— 406 — Han bevægede sig ikke i Fransk med samme Frihed som i Modersmaalet, om hvilket han synger?1) Hør saa vort Maal i Bøgens grønne Sale, letflydende som paa en Vinmost Korken, som Sylen fint, og kraftigt dog som Forken, som Lærken muntert, hyg’ligt som en Svale. I Paris skriver han Digtet „Fransk og Dansk 2). Nej, dette Maal, som her de taler, har for mit ø re ingen Klang; den Rigdom stor, hvormed det praler, mig synes ikke skabt til Sang. Skjøndt klart som Springvand op det stiger

og sindrigt sig om Tanken snoer, jeg fø le r aldrig Hvad det siger, om end jeg fa tter grandt hvert Ord. Ja, vist, — thi vore Ord og Tanker i himmelvid Forskjellighed er avlede paa tvende Ranker, som Intet af hinanden veed: den enes Rod blev lagt i Jorden, hvor Solen koger Druen sød; den andens i vort høje Norden er fostret strængt i Kuldens Skjød. Trods det vort Maal har indre Varme, saa fuld af samme rene Lyst, som naar to mælkehvide Arme os trykke til et kjærligt Bryst. Det siger je g med stor Bestemthed, jeg det erfared mangengang: at af saa sød og mild Beklemthed fremgaaer et Hjærtes bedste Sang.

Og, som han ikke sympatiserede med det franske Sprog, saaledes havde han aldrig havt stor Kjærlighed til den

1 ) Sml. Digtn. X, S. 112. *) En Saml. Vers S. 123.