ChristianWinther_III

— 4 0 7 — franske Poesi og maaske netop af den Grund forsømt en væsentlig Side deraf, nemlig Sproget1). I et Blad herhjemme2) blev det fortalt, at han i Frankrig var be­ skæftiget med at foranstalte en fransk Oversættelse af nogle af sine poetiske Skrifter; dette var Usandhed; han ansaae Oversættelsen af Poesier for en Uting3); no­ get Saadant regnede han til Forvanskning af en Digters Arbeide, hvilket han — som før bemærket — var for­ bitret over; saaledes taler han ogsaa med Ringeagt om Freiherr Gottfried v. Lemburgs Oversættelse af nogle af hans Noveller og Digte; „det var uselt — i en Grad elendigt!“ Og, da samme Mand vilde give sig i Lag med Oehlenschlceger , siger Winther: „At han ikke kan have forstaaet „Helge“, og at han ikke kan over­ sætte dette mageløse, uoversættelige Værk, er jeg over- beviist om. Det vil blive en Skandale“.4) — Omgang med franske Forfattere skyer han. „Gud være lovet“, siger h a n 5), „ingen fransk Poet eller saadant Noget har opsøgt mig, skjøndt den finske Digter Topelius, som selv opsøgte mig i Café de la Régence , fortalte mig, at der var et Par „Professorer“, som forstod baade Svensk og Dansk“. Og lige saa lidt som han kjendte nogen fransk Forfatter, stod han i noget nært Forhold til nogen Fransk.

„En Christian Winther i Paris og Rom, — ja, næsten hvorsomhelst han kom en Smule uden for sit Hjemlands Grændser, han med sin Skat af sode Fugletoner, der kunde fryde Millioner —

x) Breve fra og til C. W., S. 166. 2) Dagstelegrafen. 3) Breve fra og til C. W., S. 166. 4) Smsteds, S. 175. Leinburgs Over­ sættelse af „Helge, Yrsa og Hroars Saga“ er udkommen i tre Op­ lag. 6) „Nær og fjærn“, 1877, Nr. 236.