ChristianWinther_III

— 408 — Hvem mon ham ænser, ham og hans Papirer, selv dem, der smykked’ er med Hjort-Gevirer1) “.

Som Slutsten paa hans sorgerlige Forhold kom saa hans Følelse af Svaghed, baade hans egen og hans Families. Flan fryser altid'*), en Følge af hans Alder; „er det ikke fatalt at f e l e Alderdommen?“ siger h a n 3). ' „Jeg sporer den saa tydeligt baade i Sind og Skind; jeg gaaer f. Ex. nu saa besværligt. For var mig Fodens Fjed saa kjækt og fast og spændigt, nu kryber, kravler jeg som Kat paa Kant af Muren; og, naar engang i Kvæld mig kalder Dødningluren, jeg selv det sidste dybe Skridt gjør ubehændigt. Han klager over4), at der er saa tyst og stille paa Alderdommens Vej;

der kvidrer ingen Fugle, der smiler ingen Vaar, og kun den tunge Ugle med Vingen sagte slaaer. Den gjør dog Hvad den ævner,

den tier med sit Hyl, og i Ruinens Revner den søger sit Asyl. Han seer tilbage paa sit Liv og siger5): Min Tanke fløj saa fage at se de Dage, som hengik, men hurtigt kom tilbage den atter med nedslagne Blik; de ligned ikke disse, jeg ligned ej mig selv engang, saa det blev mig det Visse, at det var ude med min Sang.

h Christian Richardt: „Vaar og Høst“, S. 99. 2) Breve fra og til C. W., S. 191. 3) Smsteds, S. 204—5. 4) En Saml. Vers S. 53. 5) Sml. Digtn. X, S. 31.