ChristianWinther_II

— 1 9 9 — Lad mig derfor, min Ven, høre Din trøstende Stemme! — Sæt Fløjten for Din Mund, — og blæs, om ogsaa kun — for en stakket Stund, -— mine Sorger i Blund. P. S. Min Kone, den Stakkel, — min Ensomheds Fakkel, — min Sjæls Tabernakel, — og dog mit 4 ■ daglige Kors og Spektakel — . . . . beder Dig hilset, som i det Fjærne — man hilser en Stjærne, — eller som, ommørket af Dalen, — man sender en Hilsen til Nattergalen. Hils ogsaa Brødrene, aandige, ranke, — fulde af Vittighed, Skjønhed og Tanke, — Christian og Carl 1), naar dem omfavner Din Hytte, — og Eder Alle Allah beskytte“ !2). 23nde Dec. 1837 skriver han til Chr. Petersen: „Jeg kan ikke gjengjælde Chr. Winther hans Omsorg og havte Ulejlighed for mig; men jeg vilde gjærne vise ham en lille Artighed, der — hvor ubetydelig den ogsaa var — dog maaske kunde more ham, uden at saare hans Delikatesse. Gik det ikke an at sende ham et halvt Dusin Flasker bedste Portvin, Madeira, gi. Rum eller Sligt? Du kjender hans Smag — gjør det for mig, naar Du blot ikke troer, at han vil støde sig derover“. 30 te Jan. 1838 : „Hvorledes lever Chr. Winther? Jeg var bleven saa vant til at høre Lidt fra ham, at jeg skrækkeligt føler Savnet. Han er dog ikke stødt paa mig over Noget?“ 1 ode Marts 1838 : „Fra Reitzel fik jeg . . . . et Brev, at Afsætningen [af mine Digte] hidtil har været x) Urtekræmmer Petersen og den senere Overlærer, Professor P. 2) Se E. Aarestrups Efterladte Digte S. 189— 91.