SchwartserneISværtegade

virkede, lange strømper op til knæbenklæderne, men hverken galoscher eller regnfrakke har helt kunnet løse problemet for os. Når journalisten taler om vore hjertens små-herrer, så er det jo en dansk gengivelse af det franske petit-maitres, de ud­ søgte lapse - og det var fra først af enhver små-herres ønske at »bære en paraplui over sit ny- accomoderede hovede«. Det var dog først i slutnin­ gen af århundredet, at para­ plyen herhjemme blev så almin­ delig, at den endda omtales som en landeplage. Sådan lader »Af­ tenposten« i 1763 en vred bor­ germand udbryde: »De forban­ dede parapløjer! havde jeg nær sagt. Se hvordan min hat ser ud. De render med disse sta­

■ft

^ Å': o

■ / * * . Frits Jiirgensen: Herr Thomsen ambitionerer at være den der bør løfte Parapluien høiest paa det smalle Fortoug.

værer og krydser gjennem gaderne for en smule regn eller sne, så en ærlig mand, der hidtil har kunnet gå gjennem verden uden disse regnskjermer og endda beholdt både sit helbred og sin ære, står i fare for at miste en­ ten et øye eller taget revet af næsen«. Man kunne være sikker på at kom­ me til at fiske hat og paryk op af rendestenen, knurrer han - og hans lille kone giver ham så inderlig ret: det er kun et par dage siden, at en »knejsdukke« rendte hendes »Dollemøse« af hende med en af disse »pa­ rapløjer eller hvad det fandenskab hedder«, dette utøj, som ikke en gang tjenestepigerne kan undvære, bare det regner en lille smule. - Nå, nu var paraplyerne den gang større end i dag og gaderne gennemgående smal­ lere, så det er jo let at forstå, at det kunne komme til sammenstød. De første paraplyer blev naturligvis importerede fra Frankrig som et led i det almindelige Jean-de-Franceri. . . og det gjaldt også de spinklere parasoller - men efterhånden var der adskillige drejere herhjemme, der tog arbejdet op.

2 6