086571595

56 Taleren fremstillede livligt og fængslende Kri- stus som den, der i sit Jordelivs Dage gik omkring og „gjorde vel", viste, at han ogsaa i vore Dage var den samme som da og ogsaa nu „gjorde vel" mod alle dem, der vilde modtage af ham. Ordet faldt paa Klippegrund. Men der blev det ikke ved mpd at ligge. Det trængte sig ned gennem den stenhaarde Klippe­ masse. Sprængte den ikke, men voksede ned — ned gennem den, jævnt og mildt og stille. Og det dybest nede i Hjertet fandt det en lille Plet sort Muld, bløidt og lindt, traf der netop d e n Spire, der var modtagelig for d e t Ord, en lille, forkrøblet, fortørret Spire. Mien nu fik den Liv, Livskraft, Næ­ ring. Den begyndte at række opefter. Og efter- haanden maatte Klippegrunden vige. Men den fine, tynde Stængel maa bindes op, for at Stormene ikke skal knække den. Den maa gødes og vandes. Man maa pleje den og hæge om den, at Ukrudtet ej skal faa Overhaand og lægge den øde. „Nu breder Blomsten sig ud mod Solen og aab- ner sit Bæger for Lyset, og den udsender en vel­ lugtende og sød Duft mod Himlen, hvorfra den har modtaget sin Kraft."