292669879

50 Legeme« kunde ikke faa et smukkere Udtryk end her; det er jo netop den harmoniske, ikke den ensidige Udvikling, det kommer an paa. Det at gøre Gymnastik og faa andre dertil, kan jo nok synes saa ringe en Ting; men det gælder om at huske paa, at det er en af de mange smaa Veje, der fører til det Maal, vi alle mere eller mindre bevidst ar­ bejder hen til: at gøre vort Folk stærkere og bedre. Minna Haar.

De baltiske Spelen.

Dagen efter at Kvinde-Gymnastik-Stævnet var sluttet, var det bestemt, at vort Hold efter Indbydelse af Komitéen for den baltiske Udstilling skulde give en Opvisning paa Stadion i Malmø. Fulde af Glæde og Forventning drog vi af Sted, ganske vist ikke tilsmilet af Vejret. Det smaaregnede, men Regnen blev dog hurtigt fejet bort af en rask Blæst, der op ad Dagen nærmest blev Orkan. Paa Malmøbaaden havde vi meget travlt med at ombytte vort »K. I.« paa Gymnastiktrøjen med et lille Dannebrogsflag, alt imedens de to fore- gaaende Dages Begivenheder blev droftet med den mest levende Inter­ esse. Vi var vel ialt et Par Hundrede Mennesker, da Frk. Paul-Petersens Hold var med, saa Turen var meget livlig, og Snakken gik lystigt om den Gæstfrihed, vi ventede af de høflige Svenskere, og alt det mor­ somme, vi skulde opleve. — Saa meget desto mere »slukørede« blev vi jo i Malmø, da der aldeles ingen viste sig for at modtage os. Da nogle af os havde været paa den baltiske Udstilling, fandt vi til sidst derhen, men det var en underlig Fornemmelse. Naa, vi kom jo da til Stadion og fik anvist et Omklædningsværelse, som i Sandhed var spartansk udstyret, men klædt om blev vi da og rykkede ud paa Stadion, som vi marscherede rundt. Det var en herlig Plads, men overvældende stor, og i en saadan Storm, som der rejste sig den Dag, var det umuligt at præstere blot nogenlunde Gymnastik. Inger Rubin stod »midt paa den vilde Slette« fristes man til at sige, medens hendes Hold var fordelt til de forskellige Redskaber saa langt borte fra hende, at det var umuligt at raabe Troppene op. Til at begynde med var vi vist alle meget kede af det; i et fremmed Land vil man dog gerne vise det bedste, man kan; men da vi havde set os lidt om, opdagede vi, at der saa godt som ingen Tilskuere var at vise det for, og saa tog vi det med godt Humør og lod staa til. Den eneste, som vist ikke morede sig, var vor stakkels Fanebærer, Fru Ottar, som