545390922

82 Det ved Skolereformen i 1799 bestemte højeste Antal Disciple var 100. Men Aar 1810, da paa Grund af Forholdene forskellige Skoler midlertidig var ophørt og der derfor var stærk Konkurrence om de ledige Pladser, oprettedes ved Siden af de 4 Hovedklasser lige saa mange nye, og Skole­ lokalet i Trinitatis Kirkes Præstebolig sattes i Stand til at rumme 160 Dis­ ciple. Dette blev vedligeholdt i 4 Aar, men da den nye Bygning kun skulde kunne rumme 100 Elever, blev det nødvendigt igen at reducere Antallet, hvilket skete lidt efter lidt i Løbet af de følgende Aar. I 1816 var Antallet 132, i 1817 120, i 1818 103 og fra 1819 var An­ tallet kun det normerede 1001). Nu var Lang Nissen altsaa Herre i eget Hus igen og kunde kun have Grund til at være tilfreds. Skolelokalerne virkede efter den Tids Forhold imponerende ved deres Størrelse og Højde, øg naar der kun skulde være 100 Disciple, var der rigelig Plads. Med hans stærke Trang til Skole- anordninger og Reglementer havde det ogsaa pint ham, at han i Trinitatis Kirkes Præstebolig havde maattet slaa noget af paa Reglementernes Over­ holdelse paa Grund af Værelsernes daarligc Beliggenhed for hinanden. I 1811 havde han udarbejdet et meget stort og omfattende Skolereglement, men det har først nu kunnet træde i Kraft fuldtud. Disse Skoleregier er dog yderst humane, og der stilles ikke overdrevne Fordringer. Man faar gennem dem et Billede af ham som en human og retsindig Mand, der ønsker at holde Skolen i Hævd, og at der haade blandt Lærere og Elever skal haandhæves Disciplin og Respekt. Han søger at løse de vanskelige Spørgsmaal, som maatte forekomme, ikke alene ud fra sine egne Syns­ punkter, men med fuld Respekteren af Læreres og Elevers Værdighed, og gør sit for at dele Sol og Vind lige. Nøjagtighed og Orden i det daglige Skoleliv er imidlertid hans Hovedinteresse. Da Frue Kirkes Ur gik meget uregelmæssigt og Disciplene undskyldte sig hermed, naar de kom for sent, havde han i 1803 anskaffet et Skoleur. Han skriver selv herom: »Da adskillige Disciple saaes at giøre Vane af at møde for sildigt til Underviis- ningen og mine Advarsler herom ei kunde ventes at ville have den øn­ skede Virkning, saa længe Disciplene kunde have nogen Undskyldning eller Skin af samme i den uregelmæssige Gang af Frue Kirkeklokke, efter hvilken Underviisningstiden rettede sig, og som virkéligen var undertiden heelt forskjellig fra den ene Dag til den anden, foresloges, at der til denne Misligheds Afhjælpelse maatte anskafTes et godt Skoleuhr, efter hvilket Underviisningen i det Heele, saavel Formiddag som Eftermiddag, kunde rette sig, og som kunde hensættes paa Gangen ved Læsestuerne; ved hvil­ ken Foranstaltning det mentes ogsaa at ville for de Lærere, som boede langt fra Skolen og Frue Kirke, blive lettere, punctligen at møde til be-

x) L. Engelstoft: Universitets- og Skoleefterretn. 1823. S. 101.