UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

udrettede han i samfulde 32 år et arbejde, som formentlig i lang tid frem­ over vil kunne spores. Det grundlæggende i dette arbejde var sikkert den organisationsmæssige samling, som Gjesager ved sin saglige og uselviske optræden var blandt de aktive for at tilvejebringe. Netop i 1922 , da han afløste P. Bjerring som formand for skolens besty­ relse, var Centralforeningen blevet repræsenteret i bestyrelsen på lige fod med lauget, og da samtidig et halvt års ophold på urmagerskolen blev gjort obligatorisk gennem nye lærekontraktformularer - der var ministerielt stadfæstet - forstår man, at det var en opgave med udvidelses­ muligheder, som den da 37 år unge og energiske organisator fik lagt på sine skuldre. Selv om vor oldermand nok er statelig og repræsentativ, var det ikke til pryd alene, han blev formand. Inden for denne artikels rammer er det umuligt at gøre rede for blot nogle af de talrige spørgsmål, som han bragte til løsning på gunstigste måde for skolen. Gjesagers for­ gænger i oldermandsstolen, den ydende og meget krævende O. P. Wiboe, nævner i laugets jubilæumsbog fra 1930 , at »det skyldes Gjesagers - han kunne godt have sagt »aldrig hvilende« - initiativ på det økonomiske område, at der blev fremskaffet større bidrag fra staten - hvad skolen fortjente - men som der dog ret ofte skal en heldig hånd til - « . Det blev indehaveren af denne »heldige hånd«, som lauget var så heldig at få til oldermand, men det betød ikke, at oldermanden glemte, at han også var skolebestyrelsens formand; først i 1954 sagde han farvel til dette arbejde, og det var ved den lejlighed, at direktør Haugsted citerede de linier i skolens sang, som er gengivet ovenfor. Sangen er som bekendt forfattet af Gjesager, der måske mere end nogen anden med stolthed har holdt fanen højt for standen. Efter at have været bisidder i 14 år og derpå viceoldermand i 12 år, har han nu snart i 10 år virket som oldermand - 10 vanskelige år - efterkrigstid, ingen eller uhyre små tilførseler til landet, som efter 5 års besættelse var udgået for ure! Kan De huske rationeringens kvaler, fiske­ ure, lodtrækning om told-urene, omsætningsafgift, besværet med importens frigivelse o. s. v. ? Oldermanden glemmer det nok ikke, så længe han lever - . Thi for hver lille forbedring i urmagernes øjeblikkelige situation har han måttet agitere, henstille, ansøge, tale og besvare forespørgsler i det uendelige. Vi kender alle beretningen om den fuge, som blev slidt i det runde stenbord på Sønderborg slot af Christian d. I I ; ingen ville vist forbavses, om man kunne påvise de fuger, som Gjesager havde slidt på trapperne til Christiansborg, når han i årenes løb måtte søge foretræde - . Indad til i organisationens liv blev han en fredens mand; han var - for at bruge endnu et citat fra urmagerskolens sange - den der sagde »sandhed jævnt og kort, gladest ved det milde«, og han forstod »Danskens lov som ret og billighed«. Hele denne hans indstilling har præget hans oldermands- periode: undgåelse af konflikter, vanskelighederne blev løst ved forhand­

122