UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

antaget for ophavsmanden til en række artikler i tidsskriftet, der dengang redigeredes afJul. Schwartz, artikler, hvori grossistforbundet blev angrebet for handel uden om de etablerede urmagere, og da Centralforeningen qua hovedorganisation skulle gå i forhandling med grossistforbundet om en overenskomst, blev Wiboe ikke indvalgt i forhandlingsudvalget. Wiboe bemærker hertil: »Udvalget fik derfor ikke den sammensætning, det burde have haft, idet den kyndigste mand på dette område ikke kom med«. Der er tidligere gjort rede for disse overenskomstforhandlinger, der fik et så utilfredsstillende resultat, at overenskomsten umiddelbart efter dens vedtagelse blev opsagt. Initiativet hertil var laugets og Wiboes, medens de senere forhandlinger resulterede i 1 9 1 1 -overenskomsten, der dannede grundlaget for et forsvarligt og varigt samarbejde. Det ville være urigtigt at beskylde den fremadstræbende organisations­ mand Wiboe for at have pustet til ilden med hensyn til Centralforeningens og Laugets adskillelse i 1 9 1 5 . Mange indicier kunne vel opregnes: Han blev ikke indvalgt i forhandlingsudvalget til de første forhandlinger med Grossistforbundet; hans vurdering i tidsskriftet af den af Centralforenin­ gen fejlagtigt førte politik, og hans tilføjelse i jubilæumsskriftet fra 19 30 : »Dertil kom en god del krænket forfængelighed, et moment der jo aldrig må lades ude af betragtning, særlig hvor der er tale om forenings- og orga­ nisationsforhold«, er lige ved at være en farlig boomerang. Omvendt må det erkendes, at Centralforeningen ikke på daværende tidspunkt var moden til at være hovedorganisation med det københavnske laug som »lokalforening«, en ordning, der i og for sig ville være organisa­ torisk korrekt. Med laugets hastige udvikling havde provinsen ikke kunnet holde trit, og dette forhold var vel den dybeste årsag til dannelsen af kløften mellem Centralforeningen og lauget. At mange personlige forhold tillige må have spillet ind, kan næppe heller bestrides. Wiboe sætter punktum efter dette kapitel med ordene: »Desuden er der ingen tvivl om, at begge organisationer følte en vis lettelse ved adskil­ lelsen.« Wiboes første større opgave som oldermand blev den at ride stormen af under strejken. Hans standpunkter under forhandlingerne med fag­ forbundet kommer ikke klart frem; for en gangs skyld aner man usikker­ hed; lauget var ikke strejkevant og organisationens styrke i en sådan situation helt uprøvet, men begivenhederne viste, at det udførte agitatori­ ske arbejde for sammenholdets betydning havde båret endog særdeles god frugt, udfaldet af strejken og lockout’ en syntes til fulde at have godt­ gjort Wiboes lederevner. I foråret 1921 kom flere nye vanskelige sager til forhandling, bl. a. spørgsmålet om laugets direkte optagelse i Skandinavisk Urmagerforbund. Indtil da var de tre skandinaviske lande repræsenteret i forbundets styrelse med hver een delegeret, og det var ganske naturligt, at Centralforeningen her repræsenterede Danmark. Helt sådan kunne man ikke i lauget fortsat

33

3