UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

I urmagerskolens beretning omtaler Gjesager den bombeskade, som var blevet anrettet i forbindelse med R.A.F.-angrebet på Shell Huset den 2 1 . marts. Tre lovændringer blev forelagt og vedtaget eenstemmigt. For det første et forslag om at forhøje kontingentet fra kr. 48,00 til kr. 60,00 årligt. Forslaget blev forelagt af oldermand O. P. Wiboe. Det var nødven­ digt at regne med et forhøjet kontingent, idet oldermanden ikke ville fungere længere end til efteråret. Det var ganske givet, at denne older­ mand måtte lønnes med et par tusinde kroner om året, og dette kunne bud­ gettet ikke bære. Endvidere blev der givet bestyrelsen bemyndigelse til at dispensere fra bestemmelserne om det minimale varelagers størrelse ved optagelse af nye medlemmer - under hensyn til den uhyre vanskelige forsyningssituation. Endelig vedtoges den vedtægtsændring, hvorefter eksklusion kan foretages af laugsbestyrelsen, hvis et medlem gentagne gange og trods advarsel leverer fagmæssigt slet arbejde. Ved bestyrelsesvalgene gik Julius J. Jensen ud af bestyrelsen efter eget ønske; han afløstes af H. Højby Rasmussen. JuliusJ. Jensen, der nærmede sig de 75 år, blev ved denne lejlighed genstand for sine kollegers hyldest og udnævntes til æresmedlem af lauget. Knap en måned efter denne laugsforsamling dør O. P. Wiboe, den 2 . maj 1945 . Med O. P. Wiboes bortgang havde lauget mistet ikke alene den older­ mand, der længst havde stået i spidsen for lauget i al den tid, det havde bestået, men det havde også mistet den dygtigste organisationsmand, som var blevet fostret inden for den danske urmagerstand så langt tilbage som dens historie rækker. Han var født dertil; hans karriere inden for fagfor­ bundet gjorde ham prædestineret til den mest fremtrædende post inden for fagets organisation, han tilkæmpede sig denne post - kan man næsten sige - ikke alene, fordi hans ærgærrighed drev ham dertil, men fordi han simpelt hen måtte have afløb for sin virketrang, og fordi han trods alt kunne be­ dømme sine egne evner så objektivt, at han kunne se, at lauget i 1920 skulle have en virkelig leder. Man kunne fristes til at fremsætte den hypotese, at han, hvis han tilfældigvis havde haft sin forretning uden for Storkøbenhavn, uden tvivl ville have gjort samme karriere som leder af en landsorganisation. Imidlertid faldt det i laugets lod, at Wiboes dygtig­ hed kom dette til gode. I det foregående er de vigtigste begivenheder i hans oldermandstid blevet omtalt. Mange resultater blev opnået, men kun få uden kamp. Undertiden og i særdeleshed i begyndelsen må han have følt det som at kæmpe mod en mur; forståelsen hos hans samtidige for, hvad der var nødvendigt for, at lauget kunne stå som en arbejdsgiver- og mesterorgani­ sation og desuden som en faktor, der satte de faglige præstationer i vejret, 80