TilOpgør

42

vet en Kamouflage af Kommunens rentud usømmelige, øk o ­ nomiske og lægelige Forvaltning af københavnsk Tuberku ­ loseforsorg. Men er det, naar vi har en saadan virkende Institution som K ø b e n h a v n s S u n d h e d s k o m m i s s i o n , noget Under, at saa meget gaar i Skuddermudder m. H. t. den sanitære Forsorg for Københavns Borgere! Er det noget Under, at Tusinder af Byens Borgere stadig bor under Kaar, som det kommunale Boligtilsyn forlængst har stemplet som værende i Strid med Sundhedsvedtægterne? Er det noget Under, at vi endnu ikke har faaet vor antediluvianske Byggelov er­ stattet med en moderne? Er det noget Under, at Tusinder af Børn lever under Forhold, hvor der ikke bydes dem Barnekaar, naar Sundhedskommissionen ikke staar i en sta­ dig og intim Forbindelse med de Mænd og Kvinder, som hver Dag har disse Børnenes Kaar ind paa Livet, men i Steden søger Sagkundskaben hos Embedsmanden bag Skri­ vebordet? Forleden fik vi at vide, at nu skulde Politiet til at straffe de Forældre, der ikke tog Vare paa deres Børn. Men véd Sundhedskommissionens Præses, Politidirektøren, da ikke, at mangfoldige Forældre i Storbyen lever under saadanne Kaar, at det trods »Byens 52 Legepladser« — hvordan skal Smaabørn komme over paa dem, og hvis de kommer, hvem skal tage Vare paa dem dér? — at det er dem umuligt at byde deres Børn Barnekaar? F r ø b e l ! F r ø b e l ! Da Frøbel havde aabnet sin første Børnehave, lukkede Autoriteterne den som værende » stats- og kristendomsfjendtlig*. Men til sine fortvivlede Venner sagde Frøbel: »Jeg har Tid til at vente 300 Aar*. Er det virkelig Meningen, at vi skal vente saa længe? Vel ligger det danske Folk som vist intet andet paa Maven for Kommissioner og Komiteer. Men skulde den københavnske Sundhedskommissions Færd i denne »Nyorientering« dog ikke for en Gangs Skyld kunne aabne Folks Øjne for Sand­ heden af det gamle engelske Ord: no living movement comes of committees!