TilOpgør

44

» Professor « løler sig kaldede øg kaldes til at tale med Myn­ dighed paa Omraader, hvor de praktisk talt er uvidende eller i ethvert Fald langt mindre vidende end Kolleger, der paa de paagældende Omraader sidder inde med den E rfa­ ring, et Livs Arbejde giver. Der kunde herpaa nævnes utal­ lige Eksempler, og af saadanne er der i det foregaaende givet det ene mere typiske end det andet. At saadant kan finde Sted, ja trives livligt, hænger sam ­ men med hele Specialisthumbugen, idet trods alle mulige Love og Paragrafer, Specialistordningen som nævnt først og fremmest gaar ud paa at sikre Specialisterne deres Penge, i anden Række paa at vaage over, at Patienter bliver fo r ­ svarligt specialistbehandlede. Havde det været anderledes, maatte de, der er sat til at haandhæve Specialistordningen, forlængst være skredet ind f. Eks. mod de selvbestaltede Sanocrysintherapeuter og mod de Overklassespecialister, der ikke aner, at socialt-medicinsk Arbejde blandt Smaa- kaarsfolk ogsaa er en Specialitet, og som derfor gladelig ser deres i denne Specialitet erfarne Kolleger skubbet til Side, for at de selv, der maaske aldrig har sat deres Ben i en Baggaard, kan komme til for i Kommissionerne deres Vise at kvæde, hvis Brød de æde. Men det andet, der karakteriserer den danske Lægestand i Øjeblikket — og som iøvrigt hænger nøje sammen med nysnævnte — er dens uhyre Jagen efter Penge, noget der atter og atter lammer dens Frihed. Der er en Jagt efter de meningsløst store Lægehonorarer. Og disse staar lok ­ kende for mange unge, der er nødt til at søge deres Fremtid økonom isk sikret. Gjorde nu disse store Indtægter deres Indehavere til fribaarne Mænd, saa hilste man dem med Glæde. Men det gør de oftest ikke. Tværtimod. De, hvem Penge og Prestige skulde synes at have gjort fri, tier mang­ foldige Gange stille, naar Magthaverne — i Videnskabens og Sagkundskabens Navn — ikke undser sig for at frem ­ sætte Paastande eller kræve Projekter gennemførte, der in­ tet har med Saglighed at gøre.