DenDanskeKomediesOprindelse_1918

142

allerede forlængst har opstillet1) — er ikke overbevisende. Hvad an- gaar Erasmus Montanus kunde man vel nok med nogen Grund g aa ud fra, at Aktørerne ikke skøttede om yderligere at udæske Universi­ tetet, der i Forvejen saa skævt nok til Komedianttruppen. Men Ind­ holdet af de andre synes ikke i nogen særlig Grad at være egnet til at vække Anstød; Honnette Ambition og Don Ranudo, hvori Scenen oven i Købet er henlagt til det fjerne Spanien, havde tvertimod alle Betingelser for at more, og den nærmest beslægtede Komedie fra Mo- liéres Haand, Adelige Borger, der hørte til de danske Aktørers tidligst opførte Stykker, gik endnu over Scenen i 1727, da det gjaldt om for enhver Pris at holde Publikum fast; hvis denne Komedies Brugbarhed i den sløje Tid beroede paa den tyrkiske Mufti og Maskeraden, saa var ogsaa Don Ranudo udstyret paa lignende Vis. Derimod maatte Hekseri eller Blind Allarm vække Mishag — hos Komedianterne selv. Det var saa sin egen Sag at opføre et Stykke, der kunde misforstaas og sætte Aktørerne i Vanry, maaske bringe Publikum til at anse dem for Bedragere, og Banden var næppe heller meget opsat paa ligefrem at bringe Konkurrenten von Qvoten paa Scenen, hvad der unægtelig vilde være et groft Brud paa Reglen om ikke at nævne Stad eller Gade. Men det er ørkesløst at efterspore, hvad Aarsagerne kan have været, vi ved intet og der er ingen fast Grund at bygge Slutnin­ ger paa. Med hvor stor Troskab over for det skrevne Ord, Holbergs Kome­ dier er ført frem paa den Scene, de oprindelig var skrevne for, er et Spørgsmaal, som det er grumme vanskeligt at besvare. Man maa vogte sig for at slutte fra Nutid til Fortid, selv fra en mindre fjern Fortid til en mere fjern. Da Skuepladsen genaabnedes under Frederik den Femte, var Holberg en anerkendt Komediedigter, medens Forholdet i 1720erne stillede sig anderledes. Holberg blev næppe den Gang for- staaet, han havde Møje med at faa sit Publikum til at begribe, hvor han vilde hen. Hvorfor skulde han ellers lade første Tome af Kome­ dierne ledsage af Just Justesens vejledende Betænkning? Han skulde i disse Aar tilkæmpe sig en Position, søge at hævde sin Stilling ved Siden af Molière — allerede af den Grund kan Aktørerne ikke antages at have omfattet hans Værker med en særlig Ærefrygt. Tilmed var det jo ikke en Flok Litteratorer, kun en Bande Komedianter efter Tidens Maal og Tilsnit. Det franske Repertoire var oversat og havde derved mistet meget af Originalernes Autoritet. Over for dette Reper­ toire, som Montaigu holdt højt i Ære, stod han sikkert med den gam­ meldags Komediants Frihed i Detaillen. Ikke saaledes at forstaa, at

*) I Holberg som Lystspildigter under de paagældende Komedier.