S_Punch_1880

106

Den stille Ugel blid og rolig gled Den hen, til hver en Helligdag var omme! Teatrets Publikum af Længsel led, Og Folketingets Stole stode tomme; Kun med Passionsmusik det regned’ ned, Og Kirkens Dør stod aaben for de fromme; Men Verdens Børn de havde, det er Tingen, Kun ét Asyl, og det var «Beverdingen». Paa Heliigdagsanordningen man mærker, A t Salighedens Frugter yppig gro Saavel for dem, der fylde Stadens Kirker, Som og for dem, der tømme Stadens Lærker: Den ene bliver salig ved sin Tro, Den anden bli’er det samme ved sin Kro, Og Loven, der skal Sans for Sagen vække, Har sørget lige faderlig for begge. — Dog er, som sagt, for Marts vi bievne kvit, Og, hvad den bragte, knap for lavt bli’er ansat; I Folketinget har man slæbt og slidt Med Interpellation, saa det var bandsat, Og i vort Landsting kom man ikke vidt Med vor Finanslov, som man der har pantsat, Fordi den var Produkt af ESTRUPS Varsomhed Og Venstres altfor velbekjendte Sparsomhed. For N q r d e n s k j O l d , som s n a rt sig lader se Paa sit Triumftog her b la n d t «vore egne», Har man i Marts havt travlt med at beregne, Om tvende Dage gjøres kan til tre. Snart E r s l e v her med geografisk The Ham hædre vil pa a— Botanikens Vegne! — Ja, sikkert i April man her vil spørge, A t E r s l e v lader Martsfiolen sørge. skuide saamæn slet ikke have noget imod en lille Korre­ spondance med ham, især fordi hun netop nu skulde have en hel Del Klædningsstykker syede og gjerne vilde hore bans Mening angaaende Snittet, saa hvis Dirigenten kunde se sit Snit til at faa fat i Herman, kunde man maaske faa en Sy- og Snitteskole i Stand med Herman Bang til For­ skærer og en Del unge Damer i veldædigt Øjemed til et Dukkehjem for uheldig stillede Syjomfruer, og det vilde hun gjerne give Bidrag til. Det kommunale Medlem kunde ikke indse, hvad man skulde med Herman Bang, fordi han snakkede altid om Ting, han ikke var inde i, saadan som nu for Ex. om Kirkegaardene, der varNoget af det mest kommenale, man kunde tænke sig, og hvordan skulde saadan en ung Journ alist kunne begribe, a t det skulde koste ti Kroner mere at blive begravet om Sendagen, naar Fattigfolk havde T id til a t more sig lidt og gaa i Skoven eller lade sig begrave og saadan noget, men var billigst om Hverdagen, naar de ikke hayde Tid til den Slags Udenomsfornøjelser, men som han vidste af en Kone, der havde vasket boa Borgemesteren, at det var i de Fattiges egen Interesse, for naar de saa, det ikke kunde nytte noget at ville gaa hen hg lade sig begrave, naar de havde Tid, saa Jod de maaske hellere være i det Hele ta g e t, hvad der ogsaa var det allerbedste, især for Folketællingen, der saa blev bedre endnu næste Gang og desuden gav det sterre I nd­ tægter, som var en storBehagelighed for en Kommune,

En P a v s e ,

E t R e d a k t io n sm ø d e .

Jk& extraordinairt Mede var sammenkaldt, fordi det som Dirigenten bemærkede, vilde være altfor ordinært kan at holdø ordinære Moder, og da Eedaktionen aspirerer til en Gang i Tiden at erholde Præ- ikat som Kgl.-Hof-Pnnch-Red* taktion og Storkors af den .store Djern med Tilladelse til

(ytSm~ at bære samme hjem, var der al Grnnd til saa vidt mnligikke at henfalde til spidsborgerlige og plebejiske Yaner. Dirigenten meddelte, at der i Aarets Løb var ind­ kommet en Bække Andragender til Bedaktionen, som det maaske un knnde være paa Tiden at undergive en grundig Behandling. For det første var der et Andragende fra Herman Bang om en mere fast Plads i Pnnch’s Spalter. Han vilde spørge de ærede Medlemmer, hvad deres Me­ ning var om Herman Bang. Det kvindelige Medlem syntes, Herman Bang vilde være yndig, hvis han bare ikke var saa bedrøvelig; ban