72 / 190
det ikk e m aa tte fly tte sine Værksteder til den led igt b ievne
K rudtm ølles Grund. A lle disse Ansøgere havde m ed større
eller m ind re Ret m ent sig adkom st-berettigede til at faa
Møllen, og stor var derfor Forbavselsen og Skuffelsen , da
m an erfarede, at Kongen uden Hensyn til de andre havde
skænket K rudtmøllen og en større D riftskap ital til sin
K amm ertjener,
Ni co l a i Jacob Jessen,
en Mand af saare
ringe m ora lsk Gehalt, der havde forstaaet at indsm igre sig
hos den da a llered e paa Grund af Udsvævelser til Døden
mærkede Konge.
Jessens
Fortjen este havde været den,
at han havd e en g lim rende Evne til at balancere m ellem
H offets fo rsk ellig e Partier, Kongens og Dronn ing
Jul iane
Maries,
id et han gav det Udseende af overfor Dronningen,
at han g jord e sig al Umage for at holde Kongen fra den
vo ld somm e D rikken og de natlige Orgier, som h eleB y en vid
ste B esked om, og som vakte a lvorlig Bekymring for Kon
gens nedbrud te Helbred. D et m ang lede da heller ikke paa
Lægernes Advarsler; de forestilled e endogsaa Kongen, hv il
ke uhygg elige F ølger hans L evevis kunde faa. Naar dette
a llig ev e l gen tog sig, paastod
Jessen,
at den anden Kammer
lak a j,
Kaas,
bar Skylden herfor; m en sam tid ig stod han
h ø jt i Kongens Gunst, ford i ingen som han forstod at til
rettelæ gge d isse Gilder, saa at deres A fholdelse forb lev en
H emm eligh ed ved Hove, til de var forbi. Da
Jessen
nu
forud saa, at H erligheden paa Grund af Kongens stad ig til
tagende Svaghed snart v ild e være forbi, besluttede han,
der ved Kongens Død ikke kunde vente sig anden Indtægt
end en ringe Pension , sig til at smede, m edens Jernet var
varm t, og det lykked es ham v irk elig at i aa Kongen til at
skænke ham Møllen, for at han der kunde anlægge et F ile-
huggeri eller andre deslige for Landet nyttige Værker. Da