m and en s In d stillin g endte med den Betragtning, at „fordi
Egs
Husbond ikk e var fornøjet med ham , bør han ikke
p ræm ieres m ed at slipp e for Svendetjenesten" .
E fter denne E rk læ ring lod Kongen
Egs
Ansøgning hen
lægge; m en Eg var ikk e a f de Folk, der opgav for saa
lidt. Da han hørte, at
Jessen
og
L ehmann
trængte til en
Sæ lger i København for at h jæ lp e paa de sunkne Finanser,
h envend te han sig til den almægtige Kammertjener, og ef
ter dennes Raad fornyede han sin Ansøgning. Han for
talte h eri gan ske løgnagtigt, at han ikke havde kunnet faa
P lad s ind en fo r Lavet; derfor havde han benyttet Mellem
tiden til en R e jse til Tyskland , hvor han havde lært mere,
end en Svend her h jemm e kunde lære i mange Aar —
O lderm anden reducerede im id lertid dette til en kort Lyst
re jse til Lübeck og Hamburg! — ; hvis han (man aner i
denne D el af Ansøgn ingen
Jessens
sned ige P en !) derfor
b enaad ed es m ed B ev illin g til at hand le med Isenkram ,
v ild e han ikk e som andre Isenkræmm ere fylde Landet med
ind fø rte Varer, men patriotisk forhand le Raavaddam s Pro
dukter, hvad han a llered e havde truffet A ftale med
Jessen
om. Trods Lavets Protest fik
Eg
da B ev illingen og solgte
til Isenkræmm ernes store Æ rgrelse
Jessens
Varer fra
aaben Bod i København paa Trods af a lle Lavets Pri
v ileg ier.
Im id lertid var der allerede nu af Kongens Penge begra
vet 38,000 Rdl. i Raavad Fabrikker, foruden at Staten ga
ran terede for Renterne, og dette begyndte at fald e dem,
der nu i Kongens sidste Aar stod ham nær — han døde
som bekend t den 14. Januar 1766 af Vattersot, kun 43 Aar
gamm el — for Brystet, og
Jessen
maatte tage Reb i S ejlene.
Han tilbød derfor Isenkræmmerne, som den 28. Juni 1764
75