129 / 225
128
Mel. Hvor Bølgen larmer højt fra Sø.
H vad vil I paa den golde Strand,
Hvor Marehalmen nejer,
Naar Stormen over Kystens Sand
F ra Bølgen Skummet fejer,
Hvor intet grønt og løvrigt Træ
Mod Solens Straaler skænker Læ,
Hvor Elementer kænipe?
Vi søge just den golde Strand,
Paa den vor Høst vi venter.
Ju st I til os den bjerge kan
I stærke Elementer:
Du friske Luft, du Solens Brand,
Du Jordens bløde hvide Sand,
Du Havets salte Bølge!
Vor Moder mælte tyst et Ord,
For Børneflokken bange:
«Jeg mægter ikkun lidt paa Jord
«Og Fjenderne er mange.
«Af Børn beholdt je g altfor faa —
:;Og blandt de faa for mange Smaa
«Gaaer om med Kinder blege.
«Det Hav, som bryder ned min Kyst,
«Den Storm, som Bøgen knækker,
«Den Sol, som svider Markens Høst,
«Det Sand, som Græsset dækker —
«Tving d em at bygge op igjen
«Tifold hvad de har vejret h en !
« R ask ! Haand paa Værket
Drenge!
Nu har den første Sten vi lagt,
Snart fler til den vi føje,
Og vil Alkjærlighedens Magt
Os støtte fra det Høje,
Da skal Du see, vi plukke kan
Til Barnets K ind fra golde Strand
De Sundheds Roser røde!
Den 17. Oktober 1875 blev Hospitalet indviet, med en
Tale af Provst
L in n em an n
fra Raklev
o g
nedenstaaende
Kantate af
C h r is tia n R ic h a r d t :
«Paa R e f s n æ s Havets Vind
skal gaa de vilde Veje!
Paa Refsnæs H jort og Hind
skal aldrig søge Leje!
Paa Refsnæs E g og Bøg
skal aldrig vorde to, —
kun fattigt Hundeløg
Hos Lyn g og Torne gro!»
Saa flyver os iløn
det gamle Ord imøde:
«Thi d e r har Dagmars Søn
for Pilen maattet bløde!»
Og visselig vi veed,
det Ord har fanget M agt:
Paa Refsnæs Vinden vred
har ødet Lundens Pragt!
Men, hvor et Kongebarn
paa Næsseskovens Tue
sank brat i Dødens Garn
for Skyttens vrange Bue,
d é r skal nu Danmarks Børn
faa Kvægelse for Vee, —
bag Refsnæs’ K rat og Tjørn
igjen mod Solen lee!
Der flyver mangen Pil fra skjulte Strænge,
Som døder Barnets Smil i Vuggesenge;
lig Svamp af Mosegrund af Slægtens Brøde
der voxer op en ond, en farlig Grøde.