163 / 696
157
ned senei e d. 23. Maj, blev Stenwinkel fjernet fra København og ansat som Kon
duktør \ed Fæstningsværkerne i Skaane. Det ser ud, som om Borgmestre og
Raad har taget sig af Murmesternes Sag, thi Stenwinkel skriver 1656 til Kongen,
at Borgmestre og Raad i København »har mig fra kgl. Majst.s Bestilling dømt
foruden billig Aarsag«.
De samme Forhold, som her er berørt, gav Anledning til evindelige Stridig
heder. Og disse Forhold, særlig Svendenes Forhold hertil, blev ikke bedre,
efter at Ziinftens Magt steg.
Emblemer fra Delegeretmøder i Tyskland 1900—1913.
Det Baand, der bandt de ziinftige Svende i Murerhaandværket sammen, var
en mærkelig Blanding af uklare Minder om et gammelt stort og mægtigt Bro
derskab, af Stolthed over at høre dette til, af en i nyere Tider erhvervet prak
tisk Erfaring om den Styrke, som Sammenhold og Enighed giver, — og endelig,
og ikke mindst, af Opfattelsen af sig selv som vandrende Folk, der kunde fær
des over alt i »det ganske Romerske Rige«, og alle Vegne finde Hjælp og Bi
stand. Det var vel nærmest denne Forestilling, der blev digterisk forherliget af
Lyrikerne, hvilket ofte kun i ringe Grad svarede til de virkelige Forhold, der
bidrog til at give de ziinftige Svende Følelsen af, at de i Modsætning til andre
Byernes Borgere var frie Fugle, der kunde gøre og lade, som de vilde.
Det var dette, — i Forbindelse med noget af det fra de middelalderlige Bro
derskaber arvede religiøse Drag — der giver Laugene deres ejendommelige Sær
præg. Et Præg, der i det 17. Aarhundrede særlig blev holdt i Live ved »Grusz
und Schenck« og andre Ceremonier efter »Handtwercks Brauch und Gewolin-
heit«, men mulig mest af alt ved den nedarvede Ærefrygt for »Laden«, Midt
punktet i Laugets Liv.