174 / 696
168
modtvilligen imod deres Mestere forholder eller sig af Tienesten begiver, førend
de for-accorderede Terminer, som de skal tiene udi, ere forbi, eller og som no
gen Gield giør og ikke betaler, og maae saadanne Svennes Navne ey udslettes,
førend de de Vedkommende tilfredsstiller.«
Og endelig genoptages i Paragraf 20 de ældgamle Bestemmelser om Tide-
penge:
»Den Svend, som af nogen Mester Arbeid gives, skal hver Løverdag Aften
levere til sin Mester fire Skilling Danske, som dennem Oldermanden strax skal
tilstille for at henlegge i Laugets Fattiges Bøsse, hvortil Oldermanden skal have
een Nøgel og tvende af de ældste Svenne hver sin Nøgel. Og skal bemeldte
Penge, som ellers kaldes Tide-Penge, giemmes og forvares til Fattige i Lauget,
som med Sygdom bliver hjemsøgt og intet haver i Forraad sig med at under
holde, saa og at stedes til Jorden med, naar de ved Døden bortkaldes.«
Den nye Enevælde tog sig af Borgernes Gøren og Laden med fast Haand og
greb med myndig Haand ind paa Steder og i Forhold, hvor Borgerne tidligere
havde raadet sig selv. Det var jo under Chr. V’s Regering, at det København
voksede op, som først lidt efter lidt atter forsvandt efter det Tidspunkt, den
sidste Del af 1800-Tallet, da Voldene nedreves. I Modsætning til tidligere, hvor
enhver, der vilde bygge Hus kunde gøre dette uden at spørge om Forlov, ind
førtes nu dette, som det hed, at »Ingen Murmester eller Tømmermester maa fra
denne Dag nedbryde eller oprejse nogen Bygning, Hus, Skur el. lign., før Byens
Kæmner og alle Naboer og Genboer, som saadant vedkommer, er bleven un
derrettet og advaret derom, mod Fortabelse af Laugs Rettighed og Borgerskab.«
Man var nu ogsaa inde i den Tid, hvor Frimesterinstitutionen opstod og som
skabte en Tilstand, der indenfor alle Fag kun kom til at betyde en absolut For
ringelse af Erhvervsvilkaarene for alle. Naturligvis førte de herved skabte For
hold med sig, at særlig indenfor Laugenes Medlemmer føltes Konkurrencen
slem fra Frimestrenes Side, og indenfor Murernes Rækker var Forholdene ikke
bedre end indenfor andre Fag. Men som Tiden gled kom der paa dette Om-
raade bedre Forhold og det var, da Mesterstykket under Struensees Tid igen
fik Betydning og atter kom til Ære og Værdighed. Andre Forhold stødte nu
iøvrigt ogsaa til, som de store Brande, der lagde udstrakte Bydele i Aske og
gav Bygningsfagenes Folk meget Arbejde.
Men gode Tider afløser atter daarlige, det er Kendsgerninger, som det økono
miske og erhvervsmæssige Liv jo er indstillet paa at maatte regne med, og de
daarlige Tider kom med Statsbankerotten i 1813. Under fattige Kaar arbej
dede Folket sig nu igennem de magre Aar lige op til 1830, og det var egentlig
først efter Aaret 1848, at den nye Tid begyndte ogsaa i erhvervsmæssig Hen
seende. Det var i det hele taget en mærkelig Tid, som nu oprandt, og snart
var Haandværket og Murerne med dette, dybt inde i Kampen om Næringsfri
heden. Indenfor Murerlauget ønskede man dog, trods de meget friere Forhold,
som nu oprandt, at bevare Mesterprøverne, men iøvrigt var Forholdene inden
for Murerlauget ogsaa i Opløsning. Svendene gled jo nu ogsaa ud af Lauget
og dannede deres egen Forening, som dog ikke maatte hedde saadan, men
skulde have Laugsnavnet. Murersvendelauget samlede sig dog foreløbig i det
væsentlige om understøttende Virksomhed og holdt Kontrol med, hvorledes de
nye Svende havde aflagt den ved Næringsloven indførte frivillige Svendeprøve.