53 / 696
47
Det vil føre for vidt her at anføre alle de utallige Problemer, som Lauget
gennem Aarene har løst med større eller mindre Held. I et Fag, der som Lito
grafien staar paa Kunstens Grænse, er det naturligt, at Skillelinien mellem
Mester og Svend ikke er saa skarp som den nødvendigvis maa blive i mange
andre Fag. Jo nærmere de staar Industrien, desto skarpere bliver Grænsen.
Det kan navnlig mærkes i de første Forhandlinger med Svendenes Organisation.
Begge Organisationer var unge, men de kunde dog baade tale sammen om Tin
gene og forhandle sammen. Selvfølgelig har Lauget med Hensyn til Svende-
Litografiens Opfinder, Alois Senefelder.
lønninger maattet følge Tidens Udvikling, og Specialiseringen har indenfor
dette Fag gjort sig særlig stærkt gældende. Det er de færreste, der gør sig klart
i hvor stor Udstrækning det litografiske Fag har Arbejdsfelter. Fra Billederne
paa Væggen, den smukt udstyrede Tryksag, Noder, Plakater, Landkort, tek
niske Tegninger, Etiketter og Emballageudsmykning i Papir, Pap og Metal, det
er talrige Omraader, der kommer ind under »litografisk« Virksomhed, og Dag
for Dag kommer der nye Virkefelter, men samtidig industrialiseres Faget mere
og mere. Vor Barndoms smukke Bogillustrationer, hvor man læste »Ad. Kit-
tendorff lith.« nede i det ene Hjørne, er nu en »saga blott«. Offsetpresserne
spyr kolorerede Billeder ud i Tusindvis. Hvis man rigtig vil fordybe sig i Fagets
Udvikling, maa vi henvise til Litograflaugets Festskrift: »Litografien i Dan
mark«, udgivet i Anledning af Organisationens 25 Aars Jubilæum.
I 1907 startede Foreningen sit eget Medlemsblad med J. P. Løye som Redak
tør, trods dets Upaaklagelighed i Udseende og Indhold gik det ind 1912. Det
udkom paany i 1923 og hedder nu »Stentrykkerbladet« med
Fr. Lindegaard
som Redaktør.