113 / 507
I butikskarme laver man lufthuller ved glasfalsen
for at nedsætte dugdannelse på ruderne. Fig. 878 viser
en almindelig form for lufthuller med 2 udstikninger
ved hver.
Ved butikskarme af den facon, som vist i fig. 877,
fremkommer der et fremspringende hjørne (hvor vin
dueskarmen rammer dørkarmen), som enten skal run
des eller profileres eller måske begge dele, se fig. 879.
Alle andre samlinger ved butikskarme henvises til
afsnittet for håndsinkede karme.
Ved sammenspændingen af karme, det gælder alle
slags karme, må der tages hensyn til, at man ikke
spænder over- og understykkerne hule, ved at an
bringe tvingen eller bænkduppene for langt fra hjør
net, og trykket må ligge midt i kamtræets bredde,
således at både falsen og kehlingen spændes tætte.
Et uundværligt stykke værktøj til sammenspænding
af karme, er en tvinge med træryg. Det består af 2 stk.
beslag, hvor der på det ene er anbragt en spindel til
at spænde med, beslaget kan flyttes på træryggen
efter behag, og til ryg kan man have flere forskellige
længder alt efter opgaven. (Se under afsnittet Fidus
værktøj).
Vinduesrammer.
Samling af almindelige vinkelrette vinduesrammer
foregår nu sjældent i hånden, derfor er snedkerne ude
af træning med dette arbejde, og man ser tit, at ram
merne bliver vindskæve. Betingelsen for at undgå
vindskævhed er, at træet, der bruges til rammerne, er
rettet, dernæst at saven, der bruges til skæring af
tapper og slidser, er lagt så meget ud, at den ikke
»løber«.
De lodrette rammestykker er slidsstykker, og de
vandrette er tapstykker, undtaget herfra er rammer
med vandnæse på understykket, her bliver understyk
ket slidsstykke og sidestykket bliver tapstykke i den
ende mod understykket, men forbliver normalt for
oven ved overstykket (se efterfølgende skitser).
Tapstykket kontrakehles altid over slidsstykket,
undtagen i de tilfælde hvor kehlingen er underkehlet
(hvad der sjældent bruges nu), men i de tilfælde må
man samle kehlingen på gehring, fig. 880.
Almindelige kontrakehlinger opmærkes nemmest
med en kontraklods, der laves af en kort ende af
ramtræet, se fig. 881 b.
Ved stiftning af rammerne skal der tages hensyn til,
om der kommer nedlagte hjørnebånd i rammerne ved
beslåningen. Gør der det, må stifterne være dykket
så langt ned, at man ikke stemmer eller fræser i dem.
Rammer, der senere påsættes hjørnebånd, behøver
ikke 2 stifter i hvert hjørne, men kun 2 stifter i de to
hjørner, der ligger diagonalt overfor hinanden, og
1 stift i de to andre hjørner. Her må der dog tages
hensyn til, om der er ekstra skruer i hjørnebåndet,
for så kommer den altid lige ud for stiften. Skal ram
merne efter samlingen falses på kanterne, må der
tages hensyn ved stiftningen til dette. Stifterne sættes
i rammen fra falssiden og således, at de ikke flækker
træet, se fig. 882, der viser rigtig stiftning, og fig. 883,
der viser forkert stiftning.
Ved rammer med krydssprosser er de vandretlig
gende sprosser altid de gennemgående, og de lodrette
kontrakehles herover, se fig. 884, der viser en ramme
med 6 ruder. Sprosserne stiftes i rammestykkeme med
en tynd stift, som vist i fig. 885, krydsene stiftes ikke.
Ved opmærkning af sprosserne - sprossehuller og
tappe - gælder samme regel som til alt snedkerar
bejde, at en nøjagtig opmærkning er nødvendig for
et godt resultat. Sprosserne skal, når rammen er sam
let, flugte, dette gælder både de lodrette og de vand
rette sprosser.
I rammestykkerne opmærkes og stemmes sprosse
hullerne nemmest ved at lægge rammetræet op på
høvlebænken med falssiderne mod hinanden. Efter at
opmærkningen er foretaget, tages et par hårdttræskiler,
der er lidt tykkere (ca. 5 -6 millimeter) end falsen er
dyb, og kiles fast ud for opmærkningen af sprossehul
let. Disse kiler bruges til at styre stemmejernet op
imod. Forinden stemningen begyndes, bores et hul
midt i det sted, sprossehullerne skal være for at lette
stemningen, så spånerne nemmere frigøres, fig. 886.
Stemning af sprossehuller i sprossen gøres bedst i en
dertil indrettet kasse, se under Fidusværktøj.
Krydssamling af sprosser.
Den almindelige måde er at tildanne den opstående
sprosse i afkortede længder i henhold til inddelingen.
En nemmere, praktisk og stærkere måde er at lade
sprossen beholde hele sin længde, som inddeles og
tilridses på falsnakken efter det antal ruder, der skal
være i højden. Fig. 887.
Fremgangsmåden ses af tegningens øverste rids,
der viser en sproslængde: Der klinkes ud for fals
nakken, men det ene snit skal føres ind midt i platten.
Ved udskæringen for kontrakehlingen føres også her
det ene snit - men i modsat side - ned midt i platten,
og man kan nu knække sprossen over, og der frem
kommer så de to halve tappe.
Den nederste del af tegningen viser, hvorledes
krydset samles; det ses, at de to tappe ved samlingen
presses ind i hinanden. Har man flere kryds i een
ramme, må man nummerere samlingerne, da tappene
hører sammen parvis, svarende til brudlinien ved
knækningen.
Når rammer er med fast vandnæse, er det nødven
digt at afpudse de lodrette rammestykker forinden