145 / 414
143
hos K ron p rin sen , der v e d id e lig e Ch ikanerier og S tik
lerier sø g te a t fo rtræ n g e h en d e af K o n g en s G un st.
H er k u n d e hun i de stille F o rm id d a g stim e r u g en er t
gaa sin e Tu re i de la n g e sn o rlig e A lléer og en d e sin
Sp ad seretu r h e n n e v e d sit Y n d lin g sste d , M en a g eriet
m ed de v ild e , d ressered e D y r . D e t laa der, h v o r nu
J o sty s P a v illo n ligg er. H erom sig er en sam tid ig P o e t
i sit sn ø rk led e Sp rog:
»Her kunde sees de Diur, hvis Grumhed ellers fnyser,
og som en Bussemand hver Sjæl i Livet kyser
at have tæmt sig selv og sin Natur lagt af
og drivis af en Dreng med Hyrde-Stock og Staf.«
H er fejred e hu n og K o n g e n om A ften e rn e m a n g t
ly s tig t B a l-m a sq u é , — h ele deres F o rh o ld v a r jo in d
le d e t paa e t M a sk eb a l paa K o ld in g h u s. I L o fte t af
en af S lo tte ts Sa le, k a ld e t »Rosen«, v a r o g saa a n b r a g t
e t M aleri, der sym b o liser e r d en n e K o n g e n s b e d ste
G læde.
Oehlenschlåger
sk ild rer i sit D ig t »F red erik s
berg« d e tte B illed sa a led es:
»Hisset jeg ser dig, du blomstrende Skiønne!
Smækker, i staalfarvet Taft er du snørt
kulsorte Maske fra Panden du rørt
hæver for sødt med et Smil mig at lønne;«
d e tte B illed elsk ed e
Anna Sophie,
og se lv om d e t
sen ere er b e v is t, a t d et ik k e er m a le t til M ind e om
h en d es og K o n g e n s fø r ste ly k k e lig e S tæ v n e , m en
før, har S itu a tio n e n d og væ r e t den saa lig , a t den
id e lig har m in d e t h en d e om h in sød e S tu n d , da den
fy r r e ty v e a a r ig e F y r ste daa red e d en sk æ lv en d e lille
a tte n a a r s P ig e .
»Oppe i Loftet er Gudernes Taffel;
Hist sidder Jupiter, stærkest af Magt.
Venus i Nøgenheds blændende Dragt.
Guderne bruger ej Kniv eller Gaffel.
Gyldene Kummer
Nektaren rummer.
Hist sidder Herkules kraftig og stor,