158 / 414
156
ik k e d en d y b e ste M ed lid en h ed m ed d en u n g e D ron
n in g , der fø r st fa ld t i H æ n d ern e p a a sin d ssy g B ru
ta lite t , d erefter p a a raa, k o ld B e r e g n in g ?
M en sam tid ig m ed , a t v i ser
Caroline Mathilde
k a ste sig ud i K am p e n for a t v in d e d en ly s e L ykk e,
der sa a h u r tig t b le v e t B læ n d væ rk , har v i e t andet
og i F a r v e n n ok saa tr is t B ille d e a f d en T ilvæ relse,
h en d e s Søn , d en lille P rin s
Frederik,
fristed e . I den
sk ø n n e F o lk e sa n g , der k la n g v e d h a n s D ø d , lyder
d e t:
»Paa sin Ligseng ligger Kong Frederik hvid,
fra Vuggen var hans Puder haarde.«
og d et v a r m a a sk e n e to p d en B e h a n d lin g , h an var
G en sta n d for i sin e tid lig s te A ar, og som v a k te F ol
k e ts I-Iarme, der la g d e G rund en til d en F o lk ekæ rlig
h ed ,
Frederik d. VI.
tr o d s a lle d e F e jl og Misgreb,
h v o r a f h a n s R e g e r in g sa a a t sig e er en la n g K æ d e, nød
lig e til sin D ø d .
H a n h a v d e a ld rig k e n d t en F a d e r s Om hu , og hans
M oder h a v d e i de fa a A ar, d e t v a r h am fo r u n d t at
b e h o ld e h en d e , g lem t h am — sa g d e F o lk . Og noget
er der jo i d et.
E n u sse l lille S k a b n in g v a r h a n fra F ød selen ,
sp in k e l og spæ d , og saa led h an a f d en e n g elsk e Syge.
Struensee
v ild e ku rere h am fo r d en v e d a t hærde
h am , h an ø n sk ed e m ed
Rousseau,
a t N a tu r e n skulde
k om m e sig se lv til H jæ lp , derfor fik B a r n e t kun
le t te , k o ld e N æ rin g sm id ler, F r u g t, R isen v a n d g rø d ,
B rød , V a n d , Mæ lk, a lt k o ld t, h an g ik m e g e t le t k lædt,
F je r d y n e r n e b le v ta g e t a f h a n s S en g , og h an g ik altid
p a a b a re B e n . Væ rre v a r d e t, a t h an v a r h e lt over
la d t til sig se lv , k u n m ed en jæ v n a ld r e n d e L eg ek am
m e r a t; d e k u n d e sp ise, naar de v ild e , le g e , sla a s, uden
a t n o g en b la n d e d e sig i d et. F a ld t K ro n p r in sen , var
der in g e n , der sp u r g te , om h a n s tø d te sig. H a n
skulde
hæ rd es, og h a n b le v hæ rd et, m en h a n s S ind b le v ogsaa
h a a rd t, og d e t v a r d e t p a a m a n g e M aad er lig e til