45 / 414
43
lø b ere, som v il h a lse S jæ lland ru n d t for a t se, h v o r
h u r tig t de k an sæ tte d eres H elb red til. D e t v a r dog
fra d enn e B a k k e , m an sa gd e v o r B y b a a d e e t g læ d e
fu ld t G od d a g og e t sm e rte r ig t F a rv el.
D e t v id n e s der om a f m an g e, d e t fo rtæ lles m ed
F o r v e n tn in g e n s B æ v e n i S tem m en , som naar den
u n g e
H. C. Andersen
siger: »M andag M orgen d. sje tte
S e p tem b e r 1819 sa a e je g fra F red erik sb erg B a n k e
fø r ste G ang K jø b e n h a v n ; d erud e ste g je g af m ed
m in lille B y lt og g ik ig jen n em H a v e n , den la n g e A lle e
o g F o r sta d e n in d i B y en .« H v ilk e F ø lelse r m aa der
ik k e h a v e rørt sig i den u n g e F y r s H je r te, som han
der fø rste G ang saa ind im od den e fter h an s B eg reb er
sa a sto re B y , der rum m ed e h ele E v e n ty r e ts M y stik
for h am , og h v o r m a a ik k e al d en H erligh ed , der
sk u ld e g em m e sig in d en fo r V e sterp o r t, h a v e str a a le t
h am i M ød e, sid en h an sle t ik k e fa n d t d e t R ø re,
som J ø d e fe jd e n i de D a g e h a v d e sk a b t, m æ rk væ rd ig t,
m en tr o e d e, a t d e t h ø r te m ed til d e t d a g lig d a g s i
B y e n s A llarm .
M en fra F red erik sb er g B a k k e har den, der v e n d te
R y g til B y e n , og saa se t m ed B itte r h e d og H a a n til
b a g e p a a den , som d en u n g e M and, der i 1787 u d g a v
sin v ersific ered e R e jse b e sk r iv e lse og sa g d e sin kæ re
F ø d e b y F a r v e l, id e t h an sk ild red e d e t A ar, h an for
lo d K ø b e n h a v n , som
»Det Aar, da mange var i egen Næring Tyve,
da man forstod som nu sin Næste at belyve,
da Rigdom var en Dyd, da Armod, fød af Pragt,
i Hovmod havde sig til Ledighed henlagt;
da man indtagen var af udenlandske Lader,
da Lyst til Rang som Pest befængte hele Gader,
da Kokkepiger gik med Silkekaaber paa,
for Fruen holdt det. haant i Kiøkkenet at gaae;
da den, man kyssede, man i sit Hierte bandte,
da ganske Ladninger, forskrevne fra Levante
med Caifebonner, ei i Stad og Land forslog
til Vaskerkiellinger, for hver sin Dosis tog;
da Modre holdt det for en Skam at være Amme
til egne Børn, kort sagt: da Verden var den samme