8 / 387
F r e d e r i k den Sj et t e.
Den 3dje December 1880.
D
engang hans milde Øjne lukked
I Døden sig.
Og hele Folket græd for ham og sukkecl
Som før engang ved Bal durs Lig, —
Da kom den nye Tid,
Og, skjøndt endnu et Barn i Svøbet,
Saa kæmpestærk og rustet ud til Strid
Rev Alt den med i Sejersløbet.
Dog medens trindtom nu af Alle hyldes
Den Tid, der kom,
Kan stundom end de gamle Øjne fyldes
Af Graad ved Tanken
0111
Hin underligt-naive Tid,
Hint sjette Fred’riks Regimente,
Hin Drot, saa barsk og dog saa blid,
Han, „som alene vidste", hvad os tjente.
Da lyder atter Mejselklangen
Til os i Nord
Fra Tibrens Bredder; tusindstemmigt Sangen
Den svarer med sit Nattergalekor;
Og henrykt Øjet ser igjen
Del Firmament af lyse Stjerner,
De Store, vi har elsket, men
Fra hvem den nyhedslystne Ilob sig fjerner.
Dog det er Drømme! — Arbejdsklokken ringer
Og vækker os paany;
Den nye Tid sin friske Luftning bringer,
Det gjærer i det unge Morgengry,
Og hvorhen Øjet ser,
Sig Kræfter trindtom røre,
Bestandig ny’, bestandig fler og fler —
Gid til Velsignelse det føre!
H. P. HOLST.