402 / 579
Amalienborgs Brand.
393
været; enhver søgte Døren, de sidste vilde være de første og
de første forhindrede de sidste, indtil Ild, Damp og Røg
ikke alene betog mange baade Syn og Aande, men endog
Livet.
„Om nu endskønt de næst ved Udgangen værende Per
soner frelste Livet af Branden, saa var dog 50 Personer
deraf saa forbrændte, at de fleste af dem kort Tid derefter
boitdøde og de andre med stor Nød beholdt Livet. Man
mener, at 260 Personer udi denne ulykkelige Ildebrand er
omkomne, ihvorvel den kommunicerede Liste, som herved
føjes, ikkun specificerer 171 Personer, som jammerlig dels
halv og dels ganske ere forbrændte og brændte til Aske, og
var det det beklageligste, at deriblandt var de fleste Kærnen
af de fornemste Indbyggere, ypperlige Subjekter og Officerer,
samt af det skønneste Fruentimmer, uuge og velopdragne
Børn, og at mange Familier derved ganske og aldeles er
undergaaede, eller de efterlevende ved saadan jammerlig
Skilsmisse sat i saa stor Bekymring, at de uden Trøst i saa
stor Sorg maatte forgaa, ja den Bedrøvelse og Elendighed, der
var at anse, da man de forbrændte Legemer mest stykkevis af
Asken uddrog, hvoraf mange ikke kunde kendes, og fandt
mange her og der, som havde omfavnet hinanden med Ar-
mene, uden Tvivl for at redde hinanden, samt en Brudgom,
der allerede havde været i sin Frelse, men i Haab at frelse
sin Brud havde begivet sig ind. i Faren igen oe tilligemed
hende bleven brændt, er ikke med nogen Pen at beskrive.
' „Sandelig det Menneske maatte være haardere end en
Klippe, der kunde uden Bevægelse beskue, hvorledes en
Fader mod to Børn i Armen og nogle frugtsommelige Kvin
der af den hede Aske blev uddragne, de dejlige Børn med
højt opsvulmede Ansigter og halv forbrændte Legemer ligge
for deres Øjne, som tilforn havde haft største Ærbødighed
for dem, man hørte derover allevegne Jammer og Elendighed,
Suk og Graad, en Hustru søgte sin Mand, en Mand sin