182 / 251
173
og kirurgiske Side, et Misforhold, som dog fik sit Grundstød
omtrent fra Aaret 1840 at regne.
Hvor meget eller hvor lidt de medicinske Direktører har
bistaaet Overlægerne, eller om Overkirurgen har haft særlig
Nytte af de kirurgiske Autoriteter, han skulde paakalde i
vanskelige Tilfælde eller ved store Operationer, kan ikke med
Bestemthed siges; men at der, — efterhaanden som Over
lægernes Antal forøgedes, og da Fødselsstiftelsen i administrativ
Henseende lienlagdes under Hospitalet, savnedes en Institu
tion, hvorigennem Overlægerne samlede kunde udtale sig om
de Sager og Forho ld , der vedrørte dem og deres Virksom
hed, — det er sikkert, og i Særdeleshed maatte det savnes,
da den samlede Direktion ophørte, og Enedirektøren ikke var
lægelig uddannet. Der blev da ogsaa oprettet et saakaldet
Lægeraad
, der fungerede fra Janu a r 1886 af; men det synes
ikke at have haft meget at sige, da Direktøren saa godt som
var eneraadende. Han bestemte Møderne, hvoraf der skulde
holdes mindst eet om Aaret, ellers kunde Forhandlingerne og
saa ske ved skriftlig Votering. Naar Raadet var hørt, tog
Direktøren Beslutning om Sagens Afgørelse eller indstillede
den til Ministeriet.
Samme Aar, 1886, blev der givet en ny Instruks for Over
lægerne, hvilken dog i Modsætning til de gamle Instrukser
udmærkede sig ved priselig Korthed.
»Overlægerne skulle paase, at Lægemidlerne, Bespisningen,
Sygeplejen, Renligheden og Bekvemmelighederne for Patienterne
ere i enhver Retning tilbørlige; men de skulle tillige vaage
over, at den nødvendige Sparsommelighed iagttages. De bør
sørge for, at alle Sygestuer, ogsaa udenfor den sædvanlige
aarlige Istandsættelse, saa ofte Anledning og Lejlighed dertil
gives, flere Dage ad Gangen staa ledige for at udrenses og
udluftes. De ere berettigede til af de dem undergivne Læger
og af det ved Sygeplejen ansatte Personale at fordre Lydig
hed i alt, hvad de anordne med Hensyn til Hospitalstjenesten,
Undervisningen og Sygeplejen. Ved den kliniske Undervis