82
efterrettelig. Særlig gjaldt dette den gamle Overdirektion, der
resolverede i alle Sager med kgl. Myndighed, og alle maatte
bøje sig, hvad enten han var Overlæge, Inspektør eller Præst.
Det vilde blive en tyk Bog, hvis en saadan skulde skrives,
om den skulde fortælle blot en mindre Part a f alle de mange
ubetydelige Sager, som der maatte spørges om, og hvis A f
gørelse af Direktionen stod ved Magt, en Afgørelse, der tit og
ofte var i høj Grad krænkende og saarende for en nidkær og
samvittighedsfuld Mand. Ja, selv da Hospitalet kom ind under
et særligt Ministerium (først Justits- og senere Kultusmini
steriet), øvede dette kun ringe Indflydelse paa Direktionen og
blandede sig næsten aldrig i dennes Sager og Afgørelser, idet
de enkelte Eksempler, der haves paa, at Ministeriet vilde vise,
at det betragtede sig for mere end som blot Tilskuer eller
Patron, i og for sig ere uden videre Betydning, da Direktionen
gik sin slagne Vej og tog sine Bestemmelser ganske uafhængigt
a f Ministeriets Ønsker, ja endog tildelte de Personer, der
havde vovet at appellere til Ministeriet, en alvorlig Misbilligelse
med Paalæg for Fremtiden at holde sig Direktionens Afgørelser
efterrettelige. Vi skulle i det følgende paa givet Sted faa
Lejlighed til at give et Indblik i en saadan Sag.
Indtil 1. November 1882 forblev Direktionens Sammen
sætning som ovenfor nævnt; men fra det Tidspunkt af op
hørte den at fungere iflg. kgl. Resolution a f 2. Oktober s. A.
I Stedet for den samlede ulønnede Direktion med den store
Myndighed blev der udnævnt en lønnet Enedirektør, til hvem
Hospitalets stedlige Bestyrelse blev overdraget under Mini
steriets Overbestyrelse; men det var dog trods den skete For
andring en ikke ubetydelig Magt, der blev lagt i Direktørens
Haand, navnlig i Hospitalets indre Anliggender. Da den kgl.
Resolution ikke fastsatte nogetsomhelst om, at Enedirektøren
skulde være Læge, anordnedes ved samme Resolution Op
rettelsen af et raadgivende Lægeraad, som bestod a f samtlige
Hospitalets Overlæger i Forbindelse med Overakkouchøren