250 / 660
DON JUAN.
243
G jen fæ rd sscenen b lev je g rystet til min inderste M arv; men
R y s tn in g e n v a r veldæd ig, den v a k te min Genius, der mægtigere
end nogen sinde b egynd te at røre sine Y in g e r.“
Der er vel ingen Operatext saa kjendt og populair som „Don
Ju an “ — adskillige af dens Repliker have faaet ligefrem proverbial
Gyldighed. K r u s es danske Oversættelse er et sjeldent vellykket
Arbeide, hvis bedste Roes er den, at saagodtsom alle de musikalske
Numre ere gaaede omtrent uforandrede gjennem de senere Revisioner
af Texten. Yi kunne i Følgeorden nævne Leporellos Arie „Sjelden
Penge, Prygl desfler“ med dens gjentagne „Fanden være Tjener mer“ ;
Terzetten „Slip hende, Frække.“, Duetten „Bring mig til Gravens
Gjemme,“, Elviras „Ak, kan mig Ingen sige, hvor den Troløse er“,
Leporellos „Hvis De, Donna! behager at høre“ med de „tre Snese
Aars Koketter“, som „han med Lyst paa Listen sætter“, Zerlines
„Unge Piger! bryd Hjerternes Fængsel“ og hendes „Jeg vil — nei,
jeg vil ikke“, Kvartetten „Fly for den Falskes glatte Ord“, Donna
Annas „Af alle Forræd’re “, Don Juans „Kjølige Druer“, Zerlines „Føl
kun, hvor mit Hjerte banker“, Masettos „Hurtig, hurtig! jeg vil snige“
med hele den dertil knyttede Finale — og saaledes videre ogsaa
gjennem anden Akt. Alle de kjendte Vendinger i Sangen — ogsaa den
hyppigt citerede „sørgelige Gjenstand“ — stamme fra den første Over
sættelse, men de forøgedes, da N. C. L. A b r a h a m s 1845 satte
Recitativer istedenfor Kruses Dialog, thi det er i Recitativerne, de
fleste Slagord forekomme, f. Ex. „Det Liv, som her I fører, rædsomt
det ender“ , „Signora, ja i Sandhed, det maa man sige: man kan ei altid
gjøre, hvad man vil, i denne Yerdens Rige“, „Det er et Paafund af
den laveste Pøbel“ , „Jeg har dog vist igrunden for blødt et H jerte“
o. fl. I Leporellos Arie „Hvis min Donna“, har Abrahams indsat en
Linie, som klinger de Fleste gaadefuldt, naar den høres fra Scenen,
men som er forstaaelig nok, naar den læses, nemlig „Sommerlyst er
ham de Ranke“ i Modsætning til de Trinde, som Don Juan foretrækker
om Vinteren. Det noget tvungne Udtryk er betinget af den paafølgende
fortræffelige Linie „Saadan vexler hans Sind og Tanke“, der gjør saa
ypperlig en Virkning i Sangforedraget.
De senere Bearbeidelser
udglatte nogle Haardheder, men borttage ogsaa noget af den
ædle Rust, som man ikke ugjerne seer et saa ærværdigt Arbeide
bære tilskue.
D e r g ik se x A a r, inden man sk red til Indstuderingen a f
det næste mozartske A rb e id e : „ B o r t f ø r e l s e n a f S e r a i l l e t
eller C o n s t a n c e o g B e l m o n t e “ , der opførtes den 1. A p ril 1 8 1 3
og v an d t m egen T ilslu tn ing ved sin liv lig e S yng esp ilk a rak te i og
sin m elod ieuse Sk jønhed , mest dog m aaske ved J f r . Fun ck s
U d fø relse a f den k v in d e lig e H oved rolle (S. 159).
16*