Rosenborg

Marts 1617 træller vi Samuel Clausen i Færd med at male o«'

staffere Loft og Panel i »Skrivekammeret«.

Dermed maa sandsynligvis forstaas Taarnkammeret ved Siden

af Kongens Forstue. Skabet i Væggen til venstre bag Døren og

den dobbelte Kælder underneden til Opbevaring af store Værdier,

til hvilken der førte en Trappe ned direkte fra Taarnkammeret,

leder naturligt Tanken ben paa Regnskaber og Pengesager, der nok

kan forklare Betegnelsen Skrivekammeret.

Man faar som saa ofte ikke noget at vide om Aflevering af

Loft- og Vægpanel fra Snedkeren, men da Samuel Clausen i Marts

1617 har kunnet gaa i Gang med at male og staffere det, maa det

have været sat op paa Plads. Det er uden Tvivl det samme Loft

og Panel, som med den oprindelige Maling og Staffering smykker

Kammeret den Dag i Dag, og sandsynligvis har det tilsvarende

Taarnkammer mod Syd været udstyret paa samme Maade og haft

et ganske lignende Loft med Malerier i ni Rammer. Mod Sædvane

nævnes i Snedkerregnskabet Leveringen af disse Rammer 25. Januar

1618; de tænkes naturligst anbragt her og samme Dag tog Samuel

Clausen fat paa at dekorere dem.

Med Hensyn til Portrætterne i Panelerne maa man give blankt

op. At Billedet af en stor, sort og hvid Hund foran en rød Murstens-

port, forestillede en Hund, Kongen satte Pris paa, tør man vel nok gaa

ud fra, men at gaa saa vidt som at give den Navn — som sket er —

er dog sikkert for meget. Lige over for de menneskelige Portrætter er

man mere ilde stedt, til Trods for at man (Friis S. 58) tidligere heller

ikke har været bange for at give i alt Fald Dameportrætterne bestemte

Navne. Den til venstre var Kirsten Madsdatter, sagde man, den næste

Karen Andersdalter og Vibeke Kruse (se S. 62). Det er den falske

Betegnelse af Værelset, som Christian IV.s Sovekammer10), opstaaet

ved en ganske misforstaaet og meningsløs Opfattelse af de fire, rent

dekorative Ringe i Loftet som Holdere af hans Hængekøje, — Sø

mandskongen kunde naturligvis kun tænkes liggende i Hængekøje —

der har ført til den venlige Indførelse i Sovekammeret af de tre

Kvinder, som Kongen havde staaet i Forhold til. Pudsigt nok føjes

der til: »Herefter følger tre kvindelige Portræter, som ikke ere be

kendte.« Vi maa her erklære os ganske uenige med Friis’s Hjem-

melsmænd; de tre følgende Damer er os og enhver, som bruger

sine Øjne, vel bekendte. De bærer deres Visitkort hos sig, om man

vil. Hos den ene har det Form af et Kors, hos den anden af et