S_DanskPantheon

Poul Christian v. Stemann

nedstammer fra en tydsk Familie fra Westphalen, der i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede over Hamborg, hvor den försle

os bekjendte

S t e m a n n

var Kjöbmand, indvandrede til Hertugdommerne. Familien tilhörte her i flere Generationer fornem

melig Embeds- og Præstestanden, og paa den sidste hentyder det Yaaben, der senere tildeltes den. Under Frederik d. 3<iie var et

af dens Medlemmer, hvis Fader havde været Capellan ved Petri Kirke her i Byen, Præst ved den tydske Menighed i Helsingöer,

blev afsat af de Svenske 1659, fordi han nægtede deres Konge Troskabseden, men atter indsat 1660, og skal have staaet i

nærmere Forhold til den berömte Griflenfeldt. Den nuværende danske Justitsministers Fader

C h r i s t i a n L u d e w ig ,

var födt

1730, havde især lagt Vind paa Mathematiken, kom i sin Ungdom som Huslærer til Kjöbenhavn, hvor han 1752 blev

Volontair i det tydske Cancelli, og steg ved sin fleersidige Dygtighed til Committeret i General-Toldkammeret og Etatsraad.

S t r u e n s e e

, den virksomme Reformator, 1771 vilde foretage en Reorganisation af tydsk Cancelli, lod han

S t e m a n n

kalde, der paa hans Bud i utrolig kort Tid udkastede en Plan, som næsten uforandret toges til Folge og forskaffede For

fatteren Plads som förste Deputeret i det nye Collegium. Under det Guldbergske Ministerium steg han endnu höiere, beklædte

efterhaanden betydelige Poster i de væsenligste administrative Collegier og Directioner, blev adlet (1777), udnævnt til försle

Deputeret i Finantscollegiet (1781) og endelig til Finantsminister, hvilket han dog kun var i 24 Timer, da Udnævnelsen netop

indtraf Dagen for Hofomvæltningen af 1784, hvorved Kronprindsen fik Sæde i Statsraadet og de forrige Ministre afskedigedes.

S t e m a n n

blev nu Amtmand i det Slesvigske og senere Overpræsident i Altona, hvilken Post han först i en meget fremrykket

Alder nedlagde. Han döde i Sorö, 83 Aar gammel, som Geheimeconfereritsraad, Storkors af Dannebrog og Ridder af Elephanten.

Han havde förste Gang været gift med en borgerlig Pige fra Kjöbenhavn og den ældste Sön af dette Ægteskab

var

P o u l C h r i s t i a n S t e m a n n ,

der er föd

d. 14de April 1764, undervistes privat under den strenge Faders omhyggelige

Tilsyn, blev Student da han var 14 Aar, og manuduceredes af

E d v a r d C o l b j ö r n s e n

til fuldstændig juridisk Examen, som

han 1781 underkastede sig med bedste Charakteer, udnævntes samme Aar til Kammerjunker, og fortsatte 1781—S3 sine

Studeringer i Kiel, hvor han omgikkes fortrolig med

R a h b e k .

I dette Mellemrum foretog han tillige sin eneste egentlige

Udenlandsreise, en Udflugt til Nordtydskland, Berlin og de sachsiske Lande, sandsynligvis for at gjöre practisk Bekjendtskab

med Bjergværksvidenskaben. Slrax efter Hjemkomsten blev han Auscultant og 1784 Committeret i det daværende Bjergværks-

directorium. I Aaret 1783—84 bereiste han de norske og svenske Bjergværker, og blev ved denne Leilighed optaget som

Medlem af det norske Videnskabers Selskab. Paa Grund af Faderens höie Stilling og Forbindelser var han alt tidlig bleven

indfort ved Hoffet og i de fornemste Kredse, hvor han skal have viist sig som fuldkommen Verdensmand. Begunstiget af en udmærket

sund og kraftig Natur, blev han saameget lettere en Mester i Ridning, Fægtning og Dands, var en stadig og velkommen Gjest

ved Datidens Hofballer, og skal med stor Contenance have deltaget (paa Tilsigelse) i det, der fandt Sted i Anledning af den Begivenhed,

som medförte hans Faders Fald. Nu syntes for længere Tid en Standsning i hans Löbebane at ville indtræde. Imidlertid

forberedede han sig ved Studier og Omgang med den Tids mest ansete Jurister til en juridisk Embedsstilling, da Omstæn

dighederne paa eengang havde lukket den mere glimrende, cameralistiske Vei for ham, paa hvilken han var slaaet ind; og

det er ikke umuligt, at den varme Fölelse for borgerlig Frihed, det demokratiske, men dog stedse loyale, Sind, som tidlig

skal have besjælet ham, netop i dette Tidsrum paa forskjellige Maader har fundet Næring, saameget mere, som der dengang

ikke fandtes den Modvægt mod disse Anskuelser, som nu. Der havde endnu ikke kunnet udvikle sig nogen Partikamp, thi de

franske, philanlhropisk-revolutionære Ideer havde i næsten lige Grad bemægtiget sig Alle, Regjeringscollegiernes höieststaaende

Medlemmer ikke mindre, end Publicister og Spidsborgere.

Han indtraadte i Ægteskab 1788 med en formuende Kjöbmands Datter, Jomfru

W a s s e r f a l l ,

blev samme Aar

Auscultant i Höiesteret, og kjöbte Gaarden Bentzonslund ved Holbek, hvis Drift han selv ledede, og hvor han

en Række af

Aar tilbragte Sommeren. 1789 blev han Assessor i Höiesteret, skal her have sluttet sig til den liberale Fraclion, som man

siger, ikke ugjerne seer, at Höiesterelssagernes Udfald bliver afvigende fra Cancelliets Anskuelser, og forblev yngste Assessor

indtil han 1798, da den bekjendte Omorganisation af Amtmandsposterne var foregaaet, udnævntes til Amtmand over det saakaldte

nye Sorö Amt. Hermed forenede han fra 1S02 lnspectionen over Sorö Academies Jordegods, og fra 1803 Bestyrelsen af

Overhofmesterembedet ved samme Academie. Det var i denne Stilling, hans store administrative Talent i en lang Aarrække

udviklede sig med en saadan Energi og Omraade, at det skaffede ham en virkelig Navnkundighed, ikke blot i hans nærmeste Omgivelse,

men over hele Landet. Han indskrænkede sig ikke her til en ny Ordens Indförelse og mangfoldige specielle Forbedringer

hans egen

Embedskreds, men deeltog jævnlig i Foranstaltninger, der vare af Vigtighed for detHele. En af de försteGjenstande for hans Opmærk

somhed var det forsömte Veivæsen, og Reglementet for Sneekastning (Decbr. 1799) var i det Væsentlige hans Værk. Forordningen

(af 1801) for Befordringsvæsenet skal være conciperet af

S t e m a n n .

Han havde væsentlig Andeel i den provisoriske Organisation

af Fattigvæsenet paa Landet i Sjælland, der i 1809 blev udvidet ogsaa til de övrige danske Provindser. Ligeledes havde han

vistnok megen Andeel i Anordningerne om Skolevæsenet, hvis Udförelse i Soröe Amt han senere kraftig ledede, i Forening

med Amtsprovst

M o n s t e r ,

der döde som Biskop

Aarhuus. I Krigsaarene var hans Virksomhed for Landeværnels Organisation

saa bekjendt, at Engelskmændene, skjöndt de havde adsplillet Hovedkorpset ved Kjöge, efter Sigende dog ikke uden en vis

Forsigtighed nærmede sig Skovegnen om Soröe, som de ansaae for det Middelpunkt, hvorfra hin Folkevæbning var udgaaet.

Hos den Överstcommanderende over de hannoveranske Tropper, der besatte denne Egn,

LINSINGEN,

en ædel og brav Mand,

vandt dette

S t e m a n n s

Forhold saa megen Agtelse, at der dannede sig et Venskab mellem dem, der blev til Fordeel for Egnens

Beboere. Under den engelske Occupation meddelte hanover Agersö hemmelig Kronprindsen stadige Efterretninger om Sagernes

Stilling. Ogsaa vandt hans kloge og patriotiske Færdi den Grad Regjeringens 1illid, at kostbare Gjenstande hemmelig bleve

förte fra Kjöbenhavn og betroede til hans Varetægt. Ved Afvæbningen af de oprörske spanske lropper omkring Ringsted

og Sorö (1808 ), viste

S t e m a n n

sig atter særdelesvirksom.

Samme Aar blev han Storkors af Dannebrog.

Sagernes

uheldige Gang i 1814 og navnlig de i Fyen sammentrukne danske Troppers Uvirksomhed, græmmede ham dybt, og han

lagde da saa lidet Dölgsinaal paa sine Fölelser, at han derved i nogen Tid paadrog sig Kongens Ugunst. Vel blev han ved

Kroningen (1815) udnævnt til Geheimeconferentsraad, men der overdroges ham ingen Andeel i Reorganisationen af den överste