87
Hverv at føre Leonore Christine i Blaataarn. Hendes Beretning om
hans Skadefrohed ved denne Lejlighed og hans sørgelige Endeligt,
som hun ansaa som en Straf for hans Ondsindethed mod hende, er
vistnok ikke saalidt farvet.
Frederik Ahlefeldt modtog til det sidste Beviser paa Kongens
Naade. Aaret før sin Død fik han det hvide Baand og erholdt paa
sit Dødsleje Patent som Generallieutenant. Han var kun 44 Aar
gammel, da hans Løbebane endtes, den 4. Januar 1672. Den sven
ske Gesandt indberettede til sin Konge, at Danmark i ham mistede
en af sine bedste Hærførere, hvorfor hans Død højligen beklagedes
i hele Landet. Hans Frænde Ditlev Ahlefeldt betegner ham som en
brav Kriger, hvis Liv var rigt-paa hæderlige Bedrifter, men dadler
ham for hans Svaghed overfor Kvindegunst og ubeherskede Vold
somhed, naar han havde drukket over Tørsten.
Ahlefeldts Lig blev under store militære Æresbevisninger ført
til hans Hustrus Augusta v. der Wisch’ Familiebegravelse i Ekern-
førde Kirke. Da Nedbrydningen af det Gravkapel, i hvilket han
hvilede, kom paa Tale, blev hans og Hustrus Kister paa Foranled
ning af Lehnsgreve Ahlefeldt-Laurvigen 1895 overført til Tranekjær
Kirke. Paa hans Sarkofag er henlagt hans Kaarde og Kommando
stav, omvundne a f en Lavrbærkrans; ved Hovedenden er rejst en
rød Silkefane, maaske en af Gardens Faner. Dens Stang fandtes
sønderbrudt og Dugen løsrevet og dækket at Grus. Livgardens
første tapre Chef, tysk af Tale, men dansk af Sind har saaledes
omsider fundet Hvile i det Land, han med Ære har kæmpet for.