127 / 275
123
normal
og
ædruelig dansk
Tunge, har sin Forklaring i, at
jeg er født paa Island — paa
en af de nordvestlige Fjorde,
Ønundarfjord.
Der har mine Forældre, saa
langt vi kan følge dem i HL
storie og Saga, levet, lovgivet,
dræbt og drukket og avlet EF
terkommere med en sær Uro
og Udve i Blodet, langt Haar
og adskillige mærkelige Ideer.
Et Ophold her i Staden fra
1914 til Dato har i nogen Grad
indvirket paa mig, saa jeg i
rolige Øjeblikke
kan
passere
for en af de Indfødte... .naa, min Mor er nu ogsaa Københavners
inde.
Men det var vel »Tivoli«, vi skulde tale om, kære
Marcher!
Desværre havde jeg intet Manuskript den eneste Gang, jeg
ved en officiel Lejlighed har lovsunget »Tivoli« — endda paa
Italiensk!
Det skete forresten i Tivoli —• ja, vel at mærke, det
rigtige
Tivoli, den lille, skønne Bjergby nord for Rom, »berømt for sine
Kobbersmede og Kaskader«, som skrevet staar — i Baedekeren.
Jeg var Fører for en Flok danske Studenter, og under en FesF
middag som Tivolis Borgmester gav for os i Villa d’Este maatte
jeg op at takke. Motivet til Talen laa heldigvis for Haanden:
Jeg kunde fortælle TivolbBorgmesteren, at i Danmark havde
man opkaldt den dejligste Plet efter hans By.
Og det kunde jeg sige med Overbevisning og Hjemveens
Hjertebanken midt i den italienske Soldis og Palmesus . . . . for
Billedet af Tivoli med de løvlyse Træer, de snadrende Ænder i
Søen og de do. Mennesker paa Gangene — og hvorfor ikke
være sanddru og tage det kolde 01 og den hyggelige Marcher
med — stod pludselig som et Blink for min Bevisthed. Hvor kan
et Menneske, der er født mellem Bjerge, der er højtidelige som
Stiftsprovster, født i en Fjord, hvor Vinteren er eviglang, andet
end
elske
denne Have med dens Grønhed, dens Lys, dens glade
Mennesker, dens Skærsommernatsstemning.
Jeg er glad over at tælles blandt denne Haves Venner.