216 / 275
2 1 2
Fald fik jeg lusket ud af ham, at han oprindelig havde studeret
ved Universitetet her i København, og væ ret bosiddende i Tysk=
land under Krigen, hvor han havde oplevet mange interessante
Ting. Han havde senere etableret sig her i Byen og drevet
en gros Forretning, men Udlængsel drev ham til saa fjernt et
Sted som Australien, hvor han endelig fandt Ro helt oppe i et
Land, der hed Queensland i det nordøstlige H jø rn e af Australien,
Kænguruens Land. Jeg lod, som om jeg var mægtig interesseret
i Australien og fik ham til at fortælle om den Tid, han tilbragte
ude i Urskovene ved Kysten, hvor han havde væ ret med til at
fælde mægtige Gumm itræ er og væ ret plaget af Slanger og al
anden Slags Kryb, og hvor det til T ider væltede ned med Regn
en hel Maaned i T ræk. Senere havde han væ ret langt inde i
Landet, hvor det var umaadeligt hedt, og hvor det til Gengæld
til T ider næ sten ikke regnede 8—10 Maaneder, saa de fleste Dyr
laa og døde af Tørst. Han havde ogsaa haft en Bananplantage
og var saa senere kommet til en By, der hed Brisbane, hvor han
var traad t ind i Forretningslivet og havde væ ret S ekretæ r i den
dervæ rende danske Klub. T i A a r havde han tilbragt derovre
i det fjerne Land, som han aabenb art betragtede som sit andet
Fædreland, og hvis Befolkning han berømmede i høje Toner.
Saa var han rejst hjem igen via Tasmanien og Sydafrika og
havnede igen i København, hvor han var bleven Sekretæ r i »Brb
tish Import Union«, den Forening, som organiserede den britiske
Udstilling. Han saa træ t ud, selv om det var tidlig paa Formidl
dagen, men det var ikke noget Under, for senere fortalte han
mig, at han havde arbejdet hele N a tte n og overhovedet ikke
sovet, noget som ofte skete under Forberedelserne til Udstib
lingen.
»Det maa være et anstrengende Arbejde,« sagde jeg.
»Ja, det kan De stole paa, det er, men det er knusende inter*
essant — ellers kunde man heller ikke holde til det. Men jeg
har jo gode Medarbejdere og en forstaaende Komité, som jeg
arbejder udmæ rket sammen med. Jeg har hver Dag 4—5 Sager,
som synes absolut uløselige, men i Løbet af nogle T im er glider
det; daglig har jeg Besøg paa Ko ntoret af vrede Mennesker, som
mener sig forurettet, men jeg faar mig altid talt tilrette med
dem, og jeg har sat mig det Maal, at naar Udstillingen er forbi,
saa skal alle væ re tilfredse, og mellem de hun dreder af Menne*
sker jeg har haft med at gøre, skal der ikke væ re en eneste,
som jeg er blevet Uvenner med . . . .