211 / 275
2 0 7
paa det 1 idspunkt ikke A u toritet nok til at gennemtrumfe sine
Ideer — og hvis han havde gjort det, mon saa ikke, det havde
væ ret 10 A a r for tidligt. — Publikum er som et stort Barn, og
Pressen indgyder den Meninger, som ingen Meninger er, men kun
er skrevet med Sensation for Øje. Det kan ikke bebrejdes Pres*
sen, den skal leve — men naar
Henry Hellsen,
som er en dygtig
Journalist, misbruger sin Stilling til at vælte sig ind paa T eatret
og her yder et skrækkeligt D ilettantarbejde — saa maa man
protestere. Hv or mange glimrende Journalister har ikke gjort
det samme?
Findes der da ingen Forfattere i Verd en? N ej — desværre —
de faa, der kan skrive, kan ikke hjælpe de mange Teatre. Scala
døde af Repertoiremangel, Pressemisbrug og Skaarups flotte
Dispositioner. Men Repertoiremanglen var værst. De samme 3
til 4 Forfattere skrev alt, og T e a tre t var tvungen til at tage, hvad
de leverede.
Man havde ikke andet. Da saa Hellsen ogsaa fik en »Idé«
ind (den grønne Vogn), blev det helt galt, den »Idé« kostede
T e a tre t alt, hvad der var af Kapital. Og hvor tosset er det
ikke, at de samme Fejl begaas Gang paa Gang. Først maa man
have Stykker, saa Personale og saa Teater, men man gaar altid
den m o d satte Vej. De samme Forfattere dukker op alle Steder,
og selv om de er talentfulde, er der dog Grænser for deres
Ydeevne.
N o rd isk Film, der nu er i Fremgang, vil gaa samme Vej som
Scala. Man bestiller et Stykke, der af de samme Mænd skal
leveres paa 8 Dage, og man maa og skal bruge det Materiale,
der foreligger. Man tager den Iscenesætter, der kan holde et
Budget — uden Hensyn til Evner og saa værsaagod!
Vogelius var ikke stæ rk nok til at kæmpe mod Presse og
stivnede, vedtagne »Maader« og »Recepter«. Dansk T eater er
som »Kejserens nye Klæder«, hvornaar kommer Manden, der har
Kræ fter og Evner til at vise det. Hvis de fire Co*Optimister
havde h o ld t sammen, saa var det »lette« T eater reddet, men
Revy eller det kgl. T eate r — altid det samme.
Reinhardt
—
Johs.
Poulsen
—
Hellsen
—
Sarauw
—
Lynge
—
Breidahl
— de er ved*
tagne glimrende og de skal yde genialt A rbejde paa Time*
betaling, og Teatren e og Kunsten raaber i et tom t Rum efter For*
fattere — Kunsten græder under Bluffinstruktionens Svøbe. Gir*
kusklovner yder bedre Kunst end det meste, man ser i København.
Forlorenhed lever endnu. Og England og Amerika skal skæb
des ud. Herregud —< saa se dog — det er jo alligevel derfra,