210 / 275
2 0 6
sammenslutning af Storannoncører, der vilde diktere Pressen Am
noncepriser. Her stødte han første Gang sammen med Pressen.
Gyldendal opgav dog tilsidst Kampen, og Vogelius rejste til Engs
land, og her blev han »bidt af en gal Englænder«. D a han kom
hjem, var han fyldt af engelske Ideer, og en af disse Ideer var
Co*Optimisterne. N u skete der noget mærkeligt. Vogelius gjorde
en E jendomsforretning, der indbragte ham en lille Formue. Han
ejede intet og hans Indskud var N u l — men det var behændigt
gjort, og han blev delvis E jer af N a tio n al Komplekset. Pressen
forstod det ikke og kaldte ham »Agent for udenlandske Penge*
jøder« og omgav ham med Mystik. D et er altid godt Bladstof.
N u fik han Penge til Gennemførelsen af en af sine kæ re Ideer.
H an engagerede
Ludvig Brandstrup, Kai Normann
og
Mogens
Dam
og startede Co*Optimisterne hos Pagh i Frederiksberggade.
Glade, dejlige Dage med Succes — indtil de fire tossede Fyre
troede hver for sig, at det var ham, der var Sjælen i det hele,
og de skiltes. — Tæ n k om de var blevet sammen!
Vogelius fik nu Odense Folketeater — og Bonbonnieren, der
var en Dødssejler og næ r havde ruineret ham. Pressen var ond
ved ham den Gang.
Men saa skete det, at
Skaarup
vaklede paa Scala — Vogelius’
Maal havde altid væ ret Scala, og det lykkedes ham at rejse
Penge. Ikke alene til Scalas Drift, men til Skaarups Gæld, og
Skaarup var rørt og taknemmelig — de blev Kompagnoner og
Venner — ak, ak, kun kort — Skaarup brugte stadig Penge og
disponerede alt for flot, og en skønne Dag vilde Finansfolkene
ikke smide Penge ud i et bundløst Kar, og Skaarup m aatte gaa.
Vogelius regerede da i 14 Dage alene og fik saa
Paul Sarauw
til Meddirektør — *senere ogsaa
Gregers
og dermed blev Casino
og Betty Nansen T e a tre t underlagt de tre H e rrer — der nu var
H errer over 3 store københavnske T eatre.
Desværre havde de forskellige Interesser.
Vogelius vilde »den engelske Vej« — Sarauw »den tyske Vej«.
Men Vogelius var for fremmeligt et Barn — han havde altid
haft den Fejl, at næppe var et Maal naaet, før han var i Gang
med det næste. Han havde overstaaet de tyske Facadeoperetter
og vilde frem til den moderne engelsk*amerikanske Musik og
Teater. Pressen, der altid har væ ret klog — laa endnu paa Ma*
ven for tysk T eate r og lod sig bluffe af
Max Reinhardts
og
Johs. Poulsens
Teater*Cirkus. Engelsk*amerikansk T eate r ansaa
man for »Pjat«. Vogelius var desværre for ung — m aatte og
skulde lytte til de Erfarne, og det blev hans Ulykke. Han ejede