159 / 241
Ansøgere
0111
Dispensationer. Organisationen var ved
at tabe sin Berettigelse og sin Magt. Ud over Exami-
nerne, hvo r Gildet trak op til at blive Hovedsagen, ho ld
tes der næppe mere end eet Laugsmøde aarligt. Embeds-
mændene kom heller ikke regelmæssigt paa Valg, og
de Sager, som havde Betydning for Standen, blev ikke
debatterede paa Laugsmøderne, men i Fabrikkens In
teressen tforsamlinger.
Var Fo rho ldene saadanne, er det naturligvis kun
som Tegn paa den Tillid, M. F. O. Winther nød blandt
sine Fæller, at det her omtales, at han 1835 blev Revi
sor, 1838 Bisidder og 1840— 41 Laugets Oldermand,
valgt med 7 Stemmer mod 2; senere tilkaldtes han
oftere til Laugsmøder, naar en af Bisidderne var for
hindret.
Det er karakteristisk for Laugets Betydningsløshed,
at Protoko llen i Winthers Oldermandstid væsentlig er
opfyldt med Examensberetninger, med en Protest mod,
at der gives Tobaksforretninger Tilladelse til at handle
med Piberør, og med Jeremiader over Bings alt usur
perende Forretning i Kronprinsensgade, »hvorved to
Interessenter har været nødsaget til at gaa Fa llit«1.
Fabrikken paa Raadvaddam fortsatte sin kummerlige
Tilværelse. Fabrikationen gik aarlig stærkt tilbage; 1825
var den paa 20.458 Rbdl., 1828 paa 14.441 Rbdl., men
steg i de følgende Aar til c. 16.000 Rbdl., for saa at falde
helt ned til 11.816 Rbdl. i 1832. Under disse Forhold
blev Renter og Afdrag til Staten naturligvis ikke be
talt, og 1834 fik Fabrikken mod Betaling af 5000 Rbdl.
Restancerne (yderligere c. 18.000 Rbdl. rede Sølv) ud
slettede, rigtignok m od at indgaa paa, at hver Interessent
fra 1838 at regne aarlig skulde betale 50 Rbdl. i Afdrag
til Staten2. Direktørernes Jammer efter Kontanter er
som tidligere h jertegribende; men selv under den van
skeligste Periode vedtog Interessenterne ikke at forhøje
Priserne paa de Varer, som fabrikeredes med T ab
.3
Tilsynet med Arbejderne og Mestrene var ikke etlek-
tivt; de sløjede af. De ansatte Ledere bedrog Fabrikken
4
1
Laugets anden Brevbog, pag. 110.
3 Laugets anden Brevbog, pag. 318.
8 Galle og Høyer, pag. 233.
145
10