109 / 129
skrev i 1850, nemlig »at H o fth e a tre t i akustisk H en seend e u b e
strideligt er det bedste Lokale h er i Byen,« havde e n dnu G y l
dighed. Byens festligste Pub likum mødte frem med Ho fthea-
trets syvende Konge, Ch ristian den T iende, i Spidsen. Fo re
stillingerne sluttede med den lille Perle fra »Tvillingrigernes
T id« »Am o rs og Balletmesterens Luner« af Galeotti, der h u n
d red e A a r før h avde sin daglige G e rn in g heroppe, og den
sidste A fte n — 2. Maj 1914 — fremsagde F ru Betty Henn ing s
en sm u k Epilog af Svend Leopold. D e t sidste V e rs lød:
»Her sværmed Cytheres Duer, Gudindens brusende Flok,
og blaa Hyacinter var slynget om Kærlighedsgudens Lok.
Forstummet er Faunernes Latter, henvejret er Hyrdernes Sang —
hvad er vel de leflende Fløjter mod Evighedsharpernes Klang?
Alt er kun en Drøm og et Minde, et Ekko fra gyldne Aar,
men højt paa Erindringens Himmel de funklende Stjerner nu staar.
Snart slukkes de lyse Kærter - den sidste Fest gaar mod Hæld,
kun Tidens rislende Urne udstrømmer sit evige Væld«.
D isse A fsked sforestillinger berigede T ilskuerne med en vir
kelig Oplevelse. M a n følte sig h en sat til fjerne, maaske mere
lykkelige Tider. Et Ød e v a r gjort levende, en svunden Verd en
atter i et N u kommet frem til Livet, et A rn este d ikke alene
for g ratiøs M un te rh e d , men for Genialitet var befriet for de
væ rste M æ r k e r af T idens Tand. M en B randvæ senet var u b øn
hø rligt: D a de sidste O rd af Svend Leopolds Vers døde hen,
blev D ø re n e luk k e t om muligt e ndnu forsvarligere end før.
O g saa b egynd te Støvet atter at falde, medens Rummet fyldtes
med Staldetatens gamle Seletøj og med ud rangerede Møbler
fra Inv en tariefo rvaltn ingen og ikke benyttede Rationeringskort
fra Indenrigsm inisteriet. De laa som Sn ebunker en Vinterdag.
Sn art lignede H o fth e a tre t atter et snavset Punterkammer.
M e n ogsaa dette var k u n en Overgang. Nogle A a r senere
genopstod det H ele til Liv i Erindringen, saaledes som det er
109