12 / 194
3
cher dvæler ved Novellen »Kjeltringeliv« (fra
1829
),
skriver han følgende: »Blichers Fortælling staar nu
som en Saga over en næsten uddød Menneskerace,
der dog har været med til at give det jydske Land
Karakter; og den, der endnu mindes disse sære, brune,
solfalmede Skikkelser, naar de kom ned over Bakkerne
med deres Tiggerposer og deres blinkende Bliktøj,
eller er gaaet dem nysgjerrigt forbi ved Vejkanten,
naar de laa med Ryggen mod et solbagt Dige og sled
i et Stykke glinsende Spegepølse, han læser Blichers
Novelle med det Vemod, der altid stiger af det, som
for bestandig tabtes«.
— Taterne, der kom ned over Bakkerne med deres
blinkende Bliktøj
1
Mørke, forunderlige Skikkelser,
et jaget Folkefærd. Bonden havde et særligt Fad og
Glas, en særlig Kop, der kun blev sat frem for Nat*
mandsfolket. Et Folk paa Vandring, under sin Farten
fra Sted til Sted sysselsat med mange Slags Haand*
værksarbejde, men et »uærligt« Folk, et trist Mod*
stykke til den raske Svend, der vandrede paa sit ærlige
Haandværk. Han, Haandværkssvenden, følte sig fri
og frank, han havde
lært,
vandrede fra Land til Land
og tog Arbejd her og dér. Og stundom var han fyrig,
og stundom var han fast, men altid var han sorgløs,
han havde ingen Hast, —som der staar i L. C. Nielsens
Kantate fra Fællesrepræsentationens
25
*Aars JubL
læum i
1904
. Det var nu ikke saa muntert altsammen,
heller ikke saa romantisk, som det ofte er blevet sagt.
Men hvilken Haandværker vilde have undværet sin
Vandretid? Ud skulde han, ud i Verden. Man lige*
frem krævede det af ham. Derfor siger ogsaa Blikken*