strat“ (1843); men en kgl. Resolution i Sagen samme
Aar gav dem begge fuld Oprejsning, og Brolægningsvæ
senet blev 1844 underlagt en særskilt Forvaltning. (Se
Dansk biografisk Leksikon, Artiklen om Schåffer af
Flemm ing D ah l).
Der var i høj Grad Brug for Borgmester Mundts baade
juridiske og praktiske Evner og Dygtighed i hans mang
foldige og vidtforgrenede Arbejde som Borgmester; bl. a.
havde han med Skilsm isser at gøre
I øvrigt er det ikke helt let at bringe et sam let Billede,
personligt og officielt, af Just Henrik Mundts Liv og
Virksomhed. Saa mange af Sporene er udslettet. I de
officielle Meddelelser findes der kun lidet, som levende
gør Personen. Noget anderledes forholder det sig med
Minder i Slægten. Min Fader, Overretsprokurator Jodo-
chus Henrik Mundt
(
1834
—
1926
),
og hans Broder, Læge
Christopher Mundt
(
1844
—
1925
) ,
begge Sønner af tid li
gere nævnte Professor C. E. Mundt, har mundtligt og
skriftligt fortalt om „Onkel Just Henrik“, som de alle
ærbødigt saa op til. Han ejede et stort Bibliotek, havde
6 dobbelte Mahogni-Bogskabe, som endnu til Dels findes
i Fam ilien— et af dem staar nu i Mundts Stiftelse —
læste meget: fransk, italiensk, engelsk Litteratur, helst
til faste Tider daglig, red til sin høje Alderdom (til Sø
strenes Ængstelse) sin daglige Tur og brugte som 70-
aarig ikke sin Lænestol — den „skulde gemmes, til han
blev gammel“. Hans Hjem var ogsaa smykket med me
gen god Kunst, som gik i Arv til Familien.
Søstrene Henriette og Antonette boede hos ham, og
disse tre hjertensgode, brave, hæderlige, gamle Menne
sker gjorde uendelig meget godt imod den unge Slægt.
De var altid rede til at hjælpe, naar det kneb, og deres
gammeldags, men, efter de unges Forhold, uhyre fine
Hjem i V imm elskaftet 43 blev beundret af de unge, som
saa op til Onklerne og Tanterne med umaadelig Respekt
Konferensraad, Borgmester J. H. Mundt (1782— 1859) 2 8 1