nødne Antal Vandkar, og der skulde anbringes „Vandposter uden Por
tene paa saadanne Steder, som dertil maa tte agtes bekvemme“ . Det
skulde være „Beboerne selv indbyrdes tilladt a t vælge en Mand paa
hver Bro til a t føre den øverste Kommando ved Ildsvaade, indtil de
københavnske Brandofficianter kunde indfinde sig for a t overtage denne
Kommando“ . Der skulde ansættes to Politibetjente, „imellem hvem
Politiopsynet paa Vester-, Nørre- og Østerbro bliver a t dele, og hvilke,
med lige Løn som de københavnske, ogsaa der paa Stedet har at opfylde
lige Pligter, saavel ved Ildebrand som i andre Tilfælde, i Forening med
de paa hver Bro ansatte og dem nærmere underordnede Opsigtsbetjente“ .
Til disse Politibetjentes Lønninger skulde der bevilges 200 Rdlr. aarlig
af „Landets almindelig Brandforsikrings Kasse“ ; Resten skulde udredes
af Politikassen90).
I 1805 blev Spørgsmaalet om Broernes Brandvæsen a tte r tage t op
under de mange Overvejelser og Bestemmelser angaaende Stadens
Brandvæsen.
I September 1805 spurgte Kancelliet, hvormeget Brand- og Vand
kommissionen mente aarligt at kunne afbetale — foruden Renter — paa
de 1719 Rdlr., der vilde være nødvendige til Forbedring af Broernes
Brandvæsen. Kommissionen foreslog et aarligt Afdrag paa 300 Rdlr.,
tilvejebragt ved, a t der i 6 Aar blev paalignet Grundejerne en aarlig
Afgift paa 3 Sk. af hver 100 Rdlr. Assurancesum. Under disse Forud
sætninger blev de 1719 Rdlr. bevilget som Laan (4 pCt. Rente aarlig)
af den kongelige Kasse i November. I Juli 1806 blev det fastsat, a t de
1719 Rdlr. skulde lignes paa Forstædernes Gaarde og Huse i Forhold
til deres Assurancesum, hvorfor alle ikke assurerede Bygninger skulde
takseres for a t kunne deltage i Afgiften; Reglerne for Pengenes Opkræv
ning skulde være som de, der gjaldt i Staden; Husejerne fik Lov at søge
Regres hos Lejerne efter Overenskomst91).
I 1803 gav Regeringen en Bestemmelse, der skulde give Anledning til
aarelange Rivninger mellem Brandkorpset og det borgerlige Militær.
Brand- og Vandkommissionen havde i Jun i 1803 anmodet Kancelliet
om, a t det ved en Resolution udtrykkeligt blev tilladt de Folk, som
oi*
243




