KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

Sprøjter, der var ganske ubrugelige og kun i Vejen ved Ildebrand, skulde

bortsælges og Provenuet tilfalde Ejerne paa Betingelse af, a t det anvend

tes til Vedligeholdelse af de nye Brandredskaber; Ejerne var Kirkerne,

dog synes der a t have været én enkelt Sprøjte, der tilhørte Byen, idet

der foruden Kassation af Tyske Kirkes Sprøjte, der var ubrugelig og af

Menigheden skulde erstattes med en Slangesprøjte, ogsaa tales om, at

„Stadens Sprø jte“ var ubrugelig. Overdirektionen havde til en Begyn

delse bestemt, a t hver af de 10 smaa gamle Kobbersprøjter skulde for

synes med „en maadelig Slange paa en Favn lang“ ; men da Brand

direktøren i en senere Skrivelse gjorde opmærksom paa, a t en saadan

Forbedring vilde være resultatløs, frafaldt Overdirektionen denne For

dring og bestemte blot, a t Sprøjterne som oprindelig skulde fordeles

b land t Brandmestrene27).

Derimod synes Overdirektionen ikke a t have ud ta lt sig om Kom

mandoforholdene ved Brandvæsenet, der — som det senere vil ses —-

blev en Kilde til stadig Uro. Allerede i 1687 havde der været Gnidninger

mellem Politimesteren og Brandfolkene, der ved en Ildebrand havde

nægtet a t adlyde hans Ordrer. Det gav Anledning til et „Kongelig

Majestætsbrev“ af 5. November s. A., der indskærpede, a t der skulde

vises Politimester Klaus Rasch al Respekt og Høflighed. Politimesterens

Forhold til Brandvæsenet blev fastslaaet ved P unk t X I i hans Instruks

af 5. September 1691. Han skulde have Tilsyn med Vægtere, Lygter og

Brandvæsen og fire Gange aarlig selv inspicere og prøve Brandredska

berne og eksercere de dertil forordnede Folk. Ved Ildebrand skulde han

give Møde og kommandere enhver til sin Post og Forretning, og var

nogen opsætsige, skulde de arresteres. Han skulde drage Omsorg for, at

de brandlidtes Sager blev brag t i Sikkerhed, og sørge for, a t Vogne og

Sluffer, som skulde føre Vand til Brandstedet eller transportere Sprøj

terne dertil, blev forsynet med en Klokke. Han skulde lade bortjage

„den store Mængde Folk, som aleneste staar for a t se til og er Værkerne

(d. v. s. Sprøjterne) og de, dem haandterer, udi Vejen“ ; hertil skulde

Kommandan ten og Magistraten yde ham al nødvendig Hjælp. Endelig

skulde han lade ulovlige og farlige Ildsteder nedbryde og paase, a t nye

ikke anlagdes uden a t blive inspiceret af Stadsbygmesteren28).